To yngre københavnske kvinder, 30-årige Camilla Stockmann og 36-årige Maise Njor, mailede med hinanden fra 2003 til 2004; de kendte ikke hinanden i forvejen, og så efter aftale ikke hinanden i løbet af mail-året; moder Njor var på barselsorlov fra Eurowoman med sit tredje barn, barnløse Stockmann arbejdede og arbejder for nærværende organ; begge kvinder skriver kvikt og kækt om stort og småt fra forkælede middelklassekvindeliv anno 2004: Vi hører om kærester og fædre, tøj og børn, krop og køn, pinligheder og traumer, drømme og erfaringer, blendere og sko; Njor er mærkbart den mest morsomme, og også den mest sårbare og blottede og livserfarne, men Stockmann følger ihærdigt og troligt op med onelinere a la stand-up-komikkens altid kværnende veloplagte lydspor, og såmænd også med en lille håndfuld af egne pinagtigheder. Heftig druk Der er en klar tendens til, at Njor har det stærkeste meddelelsesbehov, og mest tid på hænderne; Stockmann derimod arbejder som en gal, hvis ikke hun futter rundt ude i byen og drikker heftigt, eller bygger Ikeaskab med kæresten Janus. Det er, hvad det stort set er. Et smugkig i kvindesindet Og hvad skal man så mene om denne semiprivate og ublu navlepillende korrespondance udgivet som en moderne version af den klassiske brevroman? Jeg vakler mellem to faldgruber. Den ene er den mildt overbærende, men måske også en kende nedladende: Her er tale om pænt sagt harmløs lekture, hvor ordet 'traume' (der flere gange benyttes) uvilkårligt virker lidt fladt, med tanke på hvad kvinder ellers har at bakse med rundt omkring i verden. Den anden dukkede op undervejs: Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at sidde og klukke fornøjet; det er reelt et stykke tid siden, jeg har grinet så meget ved læsningen af en roman; jeg var ganske enkelt tvunget til at skrinlægge min indre kritiske og skeptiske overdommer; dels fordi romanen vitterlig mange steder er ægte morsom, dels også fordi man som mand ikke kan lade være med at nyde smugkigget ind i to jævnaldrende kvindesind: Nå, det er sådan de (også) tænker. Sød lille bagatel Men her er alligevel tale om en art faldgrube, for det er skidt alene at råbe et forivret hurra konfronteret med det, der trods alt er en sød lille bagatel. Der er ingen tvivl overhovedet om, at den vil sælge strygende til 'Sex and the City'-, 'Bridget Jones'- og 'Fire bryllupper og en begravelse'-segmentet; men jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med Kirsten Hammanns 'Fra smørhullet' (2004), der jo skildrer en lignende figur, 36-årige Mette fra Kbh. K - uden at ville dunke Stockmann og Njor i hovedet med Hammann (de respektive forfattere har ganske klart og vedkendt forskellige mål) er niveauforskellen iøjnefaldende og påfaldende. Tandløs sniksnak Gør det så meget? Ikke nødvendigvis, men det kan måske tjene som påmindelse om, at vi nok alle skal være varsomme med at publicere vores (selvfølgelig umådelig begavede, vittige og generationstypiske) mail-pingpong: Verden er i forvejen ved at drukne i ord, og måske er det ikke så vigtigt (som de to funderer over), hvorfor Michael Laudrups tænder er så små og pæne. Who cares - måske ville det være bedre, hvis de to forfatterinder fandt deres eget ulvesmil frem i stedet for at hengive sig til tandløs, om end nok så charmerende sniksnak?