Hvor dybt kan man synke? Hvis man er med i 'Dykker-detektiverne', er der ingen bund. Henrik Einspor er i fin form nået til bind syv i sin overstadige fjolleserie om et umage par fra Sydhavnen (Københavns), der dukker (sig) mere, end de dykker. Hvis man rydder hylderne for platheder, sort uheld, sømmet i bund og høj pizzaføring, så har man Karl og Bingo på kornet. Det er ikke mange opgaver, som finder vej til bureauet. Til gengæld kommer tante Helga helt fra Jylland. I hendes kølvand dukker sagen om de forsvundne guldbarrer i voldgraven op, og den påtager detektiverne sig helt uopfordret. Hvad dét fører til af falde på halen-komik, vandede vittigheder og forbigående farer udpensles veloplagt af Henrik Einspor i 'Voldgravens skat'. Fem (mar)svin til dykkerdrengene Der bliver dykket nogle gange i det mudrede vand, og der bliver da også halet noget guld op fra krigens tid; men læseren ved godt, at de to dykkere ikke gør det for mammon. De får aldrig en del af kagen. Det ved de også godt selv. De er for livstid henvist til Waldos pizzeria i Sydhavnen. Og havenisser på dækket. Således også i bind syv. Henrik Einspor skriver med et bredt grin om de to bolværksagenter og deres uforklarlige optimisme. Der leves et regulært liv mellem sagerne, og herfra er inderlige portrætter af en emsig socialdame og en spektakulær spiritist. De fine forhold inden for voldgraven omtales med respekt. Når fortælleren Karls skolegang ikke er omtalt denne gang, er det, fordi han er bortvist for resten af ugen. Stort plask og fem (mar)svin til dykkerdrengene. Det er ikke nemt at være både litterær og politisk ukorrekt på samme tid. Henrik Einspor kan.