Allerede Kierkegaard og Nietzsche var - ligesom den østrigske forfatter og dramatiker Thomas Bernhard - helt på det rene med, at tanker skal gås frem. Problemet med Bernhard er bare, at tankerne ikke går i samme takt som benene, men simpelt hen løber amok i en gal skrift, der i kraft af et væld af indskydelser, selvkorrektioner og gentagelser forblinder sin læser med bitre misantropiske tanker. Ikke hvad, men hvordan »Hans teaterstykker er absolut realistiske og sande«. »For mig er det mindre interessant, hvad Bernhard siger, end hvordan han siger det«, har sidste års nobelprismodtager Elfriede Jelinek sagt om sin forkætrede landsmand, der i sit testamente nedlagde forbud mod, at hans stykker kunne spilles i Østrig efter hans død. Et forbud, der i øvrigt første gang blev brudt i 1999, ti år efter hans død. Psykisk sammenbrud Hvem og hvad er det så, der er ude at gå i Bernhards lille upåagtede groteske prosabog fra 1971, som holdt denne læser bundet til sin stol i de tre-fire timer, det tager at komme igennem den? Det er Oehler, der - på én lang gåtur med den navnløse fortæller - rekonstruerer deres fælles ven Karrers psykiske sammenbrud og indlæggelse på den psykiatriske klinik Steinhof. En historie, som Oehler i øvrigt allerede har fortalt til psykiateren Scherrer på Steinhof, hvilket gør, at den knap hundrede sider lange tekst er spækket med formuleringer, hvor den ene refererer, hvad den anden har sagt til den tredje - et eksempel: »Hvor uforsigtigt! Gentagne gange siger Karrer, hvor uforsigtigt!, sagde Oehler til Scherrer«. Mistro til sproget Det er den slags stilistiske og rytmiske udskejelser, der gør Bernhard til enten en lidelse eller en fryd at læse, alt efter temperament. Tekstens mange vildspor og dens tre-i-en fortæller (Karrer/Oehler/den unavngivne fortæller) gør det svært at afgøre, hvor vanviddet begynder og holder op i den østrigske efterkrigsstat, som 'Gående' (opr. titel 'Gehen') udspiller sig i. Et land og en såkaldt kulturstat, der - siger Oehler, der refererer, hvad Karrer har skrevet - lader sine intellektuelle ressourcer gå til spilde på nederdrægtig vis. Og ikke nok med det: vi har at gøre med den totale udslettelse af dette lands åndsliv, konkretiseret ved kemikeren Hollensteiners selvmord, da staten tager de livsnødvendige midler fra ham (enhver lighed med faktisk eksisterende forhold i det land og den tid, som denne anmeldelse skrives i, kan ikke lægges forfatteren til last, idet han døde i 1989, MN). Det er sandsynligvis også denne stats brutale stupiditet, der ligger bag forfatteren Bernhards mistro til sproget (glosen 'såkaldt' forekommer hyppigt som en konsekvent reservation over for magtsproget) og tænkningen - sprogfilosofferne Wittgenstein og Ferdinand Ebner spøger i øvrigt flittigt i den fræsende monologiske talestrøm fra Karrer via Oehler over fortælleren i hovedet på læseren. Angreb på uvidenheden De sprogfilosofiske tirader kedede denne læser noget undervejs på turen, men han fandt den til gengæld hele anstrengelsen værd i kraft af den ustyrligt hovedløse scene, hvor Karrers sindssyge bryder igennem i Rustenschachers skrædderi. På en af deres ritualiserede gåture tvinger Karrer Oehler med ind i en bukseforretning, hvor det kommer til en absurd scene mellem Karrer og Rustenschachers nevø bag disken. Karrer holder forretningens »såkaldt nye bukser« op mod lyset og konstaterer igen og igen ophidset, at der er tale om tjekkoslovakiske andenklasses varer - det kan man se på »disse mærkværdigt tynde steder«. Ekspedienten hævder derimod, at der er tale om absolut førsteklasses engelske stoffer, men Karrer forlanger flere par bukser holdt op mod lyset, før han kollapser og siger sine berømte sidste ord: »Disse tynde steder«. Han ender på Steinhof, fordi han ikke kan leve med stoffets, sprogets og tænkningens tynde steder i en stat, hvor »der aldrig før har eksisteret en sådan kunstighed som nu«. Hvad skulle den tur så til for, kunne man spørge. Den skal - ud over at den er en rus at læse - til, fordi Thomas Bernhard uden at tøve går planken ud i sit angreb på det uhyggeligt overfladiske (som man ser lyset igennem), den beskæmmende uvidenhed og den stringens, hvormed en såkaldt kulturstat kan ødelægge sit åndsliv: Læs 'Gående', så ved du, det bliver til noget.