Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Østrigsk roman er vanvittig og fascinerende

Ny bog fra Thomas Bernhard om klaverradikalisten Glenn Gould - og middelmådigheden er fræsende og højkomisk.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Både romanens jeg-fortæller og hans ven Wertheimer – romanens Undergænger – får deres ellers lovende karriere som pianist ødelagt, da de i 1953 på et klaverkursus i Salzburg møder geniet Glenn Gould.

Eller med en af Thomas Bernhards (1931-1989) typiske overdrivelser: Når Wertheimer 28 år senere begår selvmord, er det, fordi Glenn Gould med sin strålende begavelse og med ordet Undergænger henvendt til Wertheimer afslører det talentfulde som middelmådighed.

Eller for at lægge endnu et led til og med en af romanens pertentlige overdrivelser: Fordi Wertheimer kl. fire om eftermiddagen en dag i året 1953 passerer døren til værelse 33 på Mozarteum, hvor Glenn Gould netop sidder bøjet over klaveret, hænger Wertheimer sig 28 år senere i et træ i den schweiziske by Chur.

Man aner galskaben, Wertheimers livstruende og Bernhards kunstneriske galskab. Men jo også komikken.

Karakteristisk Bernhard-sammensætning
Det handler altså om kunst. Om Glenn Goulds »uhyrlighed« og »klaverradikalisme«, med en karakteristisk Bernhard-sammensætning. Om modet til at gå planken ud og ikke at forkrøbles (Bernhard kursiverer i ét væk) i surrogater og almindelighed.

Eller som ’aforismeskribent’, hvilket netop overgår stakkels Wertheimer, da han har skilt sig af med sit Bösendorfer. Inden noget endnu værre overgår ham.

Kunsten er farlig, forstår man, og ingen garanti for et lykkeligt liv. Lykke handler det i det hele taget meget lidt om, snarere om at lykkes eller ej. Og hvad det angår, er Glenn Gould ’triumfatoren’, ikke mindst på grund af netop kunstens farlighed.

Han banker panden mod Steinway’et i en alder af 50 år og midt i sine elskede Goldbergvariationer. Større bliver det ikke. Han triumferer som sagt, han udsletter de andre.

Angående alting
Det handler også og som altid hos Bernhard og ikke mindre veloplagt end ellers om at forvandle idiosynkrasierne, irritationerne og væmmelsen til stil, til denne her kontrollerede bersærkergang og til afbalancerede urimeligheder. Angående katolicisme og socialisme, Østrig, hotel- og restaurationsværter, papirarbejdere og ølkuske … Angående alting.

Frem for alt handler Thomas Bernhards 25 år gamle roman dog om kunst. Og ikke kun om Glenn Goulds, men som en refleksion i hans spejlblanke Steinway-flygel nok så meget om Thomas Bernhards.

Han er en overdrivelseskunstner. Så vidt jeg husker, er ordet hans eget, han dyrker den slags sammensætninger. Men det er ikke overdrivelserne i sig selv, der gør hans bøger til kunst, det gør snarere stilens ejendommelige blanding af udbasunering og pertentlighed. Som en øksemorder med kikkertsigte.
Hvirvlet rundt i tankecentrifuge

Det sidste – kikkertsigtet – dækker over romanens mange raffinementer. Et af dem er fortælleren, der sammenfatter de 28 år i løbet af nogle få timer i Wertheimers landsby umiddelbart efter hans begravelse. De fleste af dem endda med benet halvt inde over hotellets dørtrin og i et gigantisk sug af koncentreret erindring, hvirvlet rundt i fortællerens ord- og tankecentrifuge og mellem handlingens dengang (»sagde han«) og refleksionens nu (»tænkte jeg«).

Et andet og beslægtet raffinement er kompositionens og sætningskædernes fræsende gentagelsesmønstre, der ligesom Glenn Goulds elskede Kunst der Fuge lader de samme temaer og de samme skæbnesvangre scener returnere i vekslende tempo.

Måske er både den frenetiske jeg-fortæller, den destruktive Wertheimer og kunstnergeniet Gould udspaltninger af Thomas Bernhard selv. I hvert fald er de ham på en prik. Lige vanvittige, lige selvoptagede og lige vildt fascinerende.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden