Kan det ondeste onde - som for eksempel voldtægt, tortur og mord på små børn - nogensinde forstås til bunds, endsige tilgives med tolerance? Er det alligevel ikke bedst at springe civilisationens led af forvaring for altid og endeløse og muligvis håbløse terapisamtaler over og gå lige til sagen, det vil sige dødsdom, samfundets tilbageskridt til Det Gamle Testamente, slægtssamfundet og hævnens enøjede tilfredsstillelse? Rive ondskabens rødder op med endelighedens redskab? Sort messe Dette er kernen i ret mange krimier. Dog bedst behandlet, når temaet artikuleres af forfattere som Graham Greene, Friedrich Dürrenmatt og Thomas Harris; skribenter, som forsøger dialektisk at forstå ondskab som andet og mere end metafysikkens mørkemand fra det ydre rum, der umotiveret bruger Jorden som base. Altså ikke blot leverer en sort messe om det grusomme mellem himmel og jord, tilsat en ode til gode mænd, som ser rødt og tager døden i egen hånd. Stilistisk staccato En sådan diskuterende refleksion over ondskab og orden er der meget lidt af i Anders Roslund og Börge Hellströms 'Udyret'. Bevares, det er en ækel, effektfuld, nogle vil sige spændende, roman om en infam børnemorder, som seksuelt og sadistisk elsker at skænde små piger til døde. To er det blevet til ved romanens begyndelse, og morderen kommer ind at sidde på den absolut lukkede afdeling, undslipper fire år senere, og så er den gal igen. Han slår til, endnu en pige findes myrdet, og så breder volden sig som ringe i vand. Også inde i fængslet, hvor de rigtig hårde nitter hader børnelokkere, voldbollere og andre perverse svin. Udyret' er imidlertid leveret i en kakofonisk og kalejdoskopisk komposition, der så gerne vil nå hele raden rundt fra det rå fængselsliv over børnemishandling til den samspilsramte skilsmissefamilie. I stilistisk staccato, ofte sat op i cut-up korte, markskrigeriske hovedsætninger, som gør selv Ekstra Bladets lakoniske overskrifter til lange elegier. Uden eftertankens holdeplads, hvorfra en længere læsersamtale kan føres om tekstens tese om det ondes herkomst, og om, at det onde muligvis bør mødes med samme ondskab. Flirter med floskler Hver gang vi støder ind i en ny person, skal vi have vedkommendes hele liv at kende, uden at dette visitkort nødvendigvis bruges til særlig meget i plottets design. Karaktertegninger kanske med megen sympatisk intention og litterær ambition, men reelt er det nu mest floskler, historien flirter med: Den traumatiske forfatter, som træder i karakter, den psykopatiske forbryder med en forbandet ungdom, den sammenbidte strømer, som har set det hele, karrierekvinden, som skal videre, bøssen, som skal ud af skabet, og sådan er der så meget og meget lidt nyt. Den inciterende debat om, hvad vi stiller op med den åbenbart uhelbredelige psykopat, og hvad det fører med sig, fyres bombastisk af med samme store kanon, man skyder gråspurve med. Men det er jo også en løsning.