Anabel Shank er en ung agent i et lyssky foretagende, som udfører missioner her og der i den ganske verden. Nu sendes hun ud i denne sammen med en ældre agent og detektiv ved navn K. Sammen skal de opspore en meddeler ved navn Sandemann, og snart går turen over stok og sten fra stad til stad, hvor vi både kommer til Lissabon, Kairo, Tanger og Riyadh. Smarte referencer Shank fortæller delvis selv med et hårdkogt jeg, mens K lever livet på den hårdkogte måde, går på kasino og til flasken, ja giver den hele armen i diverse sammenhænge undervejs for at finde frem til manden Sandemann. Der er mange pudsige ind- og udfald om dette og hint mellem himmel og jord i Gabriella Håkanssons meget lange roman 'Sagen Sandemann'. Alt fra raffinerede rejsebeskrivelser til den kontroversielle kvalitet på silkeslips og alt krydret med digressioner af den type, som signalerer en trendy faible for intertekstuelle og intellektuelle referencer fra filosofi til film noir. Postmoderne thriller Læg mærke til fra start, at det selvfølgelig ikke er tilfældigt, at Shanks partner bærer samme signifikante bogstav som Kafka og hans hovedpersoner i 'Slottet' og 'Processen'. Så intentionen i teksten er vistnok at levere en slags (post)moderne thriller af den type, som Paul Auster engang skrev om byen New York. Altså hvor intet er, som det ser ud til, alting har flere lag af mulig betydning, aura af uudgrundelig mystik, anelser om skjulte selskaber eller bare besk aroma fra en muggen skinkesandwich i skrivebordsskuffen. Men medens Auster - og også en anden inspiration til denne sag, den divine Jorge Luis Borges - skrev i minimalistisk kortform, strikker Håkansson med lange pinde en sweater med finmaskede ærmer uden ende, en historie længere end godt er og aldeles furneret med flere forskellige personer, end der umiddelbart er stof til. Forkert genre 'Sagen Sandemann' er mere interessant end vellykket. Sådan set en række essays flettet ind i et gabende kedsommeligt tapet, hvor thrillerens strenge og enstrengede enkelhed med struktur a la den græske tragedie forsvinder i fragmentarisk artisteri med flere bolde i luften af typen af se-hvad-jeg-kan-og-ved-om-den-store-litteratur. Evindeligt sagt af en stemme, som aldrig bliver mere vedkommende end snedkeren Kloge Åges sludrechatol, hvor skufferne går ind og ud, som var de på speed. Det mærkes, at svenskeren Gabriella Håkonsson ved en masse om kultur, hun er da også kritiker ved Dagens Nyheter. Fint nok og sikkert fremragende til sin metier. Men skal jeg skrive noget positivt her til sidst, må det være, at her kommer en række begavede observationer, sat ind i den helt forkerte genre.