Til min bedrøvelse - men ikke overraskelse! - ser jeg, at vort kulturlivs lysende fakkel Brian Mikkelsen og hans håndgangne eksperter ikke finder det påkrævet at kanonisere tolv danske bidrag til tegneseriens særlige kunstart. Storm P., Vilh. Hansen, Claus Deleuran m.fl. er måske ikke 'danske' nok? Kanonisk eventyr Kunne Peter Madsen mon kvalificere sig? Om ikke med 'Valhalla'-seriens muntre mytologi - den er nok for morsom for d'herrer - så med sin nye billedgendigtning af H.C. Andersens 'Historien om en moder'. Dét eventyr er da - med oversættelser og filmatiseringer på alverdens andre sprog - kanonisk, om end ikke just noget for børn. Snarere end af Valhalla-Madsen er det ny værk da også skabt af hans 'andet jeg', tegneren bag 'Menneskesønnen' og 'Historien om Job'. Trosspørgsmålet For eventyret om den mor, der vil overvinde og ofre alt for at vriste sit barn ud af Dødens greb, skildrer nok moderkærlighedens overmenneskelige styrke og dens begrænsning, ja, afmagt trods alt. Men det rejser også - ligesom historierne om Jesus og Job - tvivlen på en almægtig Guds barmhjertighed. Dén tvivl - theodicé-problemet - er dynamoen i alle Peter Madsens tre store tegneserieværker om troen. Jydedommen Hos Andersens planter Døden som gartner de enkelte livs planter ud i »den store paradisets have i det ubekendte land«, og som en selvfølge udfører han dermed kun »Vorherre«s vilje. Hos Madsen er »det ukendte land« ikke lokaliseret til »paradiset«, Gud kunne principielt være Jahve eller Allah. Madsens udlægning skaber behændigt og loyalt hele Andersens tekst om til dialog og veltalende billeder, og den fokuserer på det grundlæggende: tro eller tvivl. Konkretiseret i dén indsigt, moren presses frem til: Når vi ikke er herrer over den enkeltes livslykke eller det modsatte - over om barnets liv repræsenteres af »ulykkens blomst« eller »velsignelsens« -- må vi affinde os med afmagten. Fra Madsens ny hovedværk til hans navnefælle: Divus Madsen i 'Egoland' har jo været »Gud for det 20. århundrede«, men er ikke så vis på, om dét nu er en anbefaling at anføre i sin ansøgning om jobbet som EU-præsident. Han har også problemer nok med alderen, sædernes, lemmernes og sprogets forfald trods 38 enslydende jyders bejlen til Sandra, som derfor overvejer at konvertere til jydedommen. Selv om parret netop eksperimenterede med at blive hinandens hemmelige elskere for at revitalisere sexlivet ... Jo, der skal mere end tørklæde og burka til for at holde den slags skjult - for sig selv. Hjerteskærende nutidskrønike Som Divus selv så beskedent har efterlyst det i flere af dagsstriberne i den senere tid, gør vi altså hermed opmærksom på, at bind 16 er udkommet, med striber fra 2002 og '03. Dermed har albumudgivelsen omsider næsten indhentet denne i enhver forstand »junike« hverdagsstribe, der - som bekendt, også takket være stribens egne trompetskrald - har fejret både 20 års og 5.000 stribers jubilæum. Dét er virkelig imponerende, tillykke! Og så ku' vi måske blive fri for flere egenannoncer i striben foreløbig? De hjerteskærende billeder af moderroller i Nikoline Werdelins årelange nutidskrønike i striber og bobler kan næsten konkurrere med Andersens & Madsens. Her i bind 8 finder man f.eks. velgørenhedsveteranen Helga, der i ventetiden efter en brystscanning må vende »verdens lidelser« ryggen for i stedet at fryde sig over barnebarnet og de andre nære ting. At datteren kun er optaget af sit eget, og at partneren Flemming med SF-fuldskægget straks falder i armene på veninden Karen, er hhv. en selvfølge og en lettelse. Kanoniske modbilleder For 'Homo Metropolis' er som dyreart lige så selvbedragerisk, som den er selvoptaget. Dét ses også hos Iben med gavebutikken og forelskelsen i lystløgneren og dobbeltdækkeren Benjamin. Hos Heidi, der må erkende de faktiske forhold inden for ugebladsindustrien: snag eller bliv fyret. Og hos konen, der pludselig har sin nypensionerede mand hjemme - hele dagen! Typesatiren i de striber, der oprindelig stod på Politikens bagside, overgås såmænd ikke af Holbergs, de spildte livschancer ikke af Bangs, den sociale mangfoldighed kan måle sig med Pontoppidans, modernitetssplittelsen med Rifbjergs og den basalt-banale følsomhed med Folkevisernes. For nu bare at nævne fem af de statsligt helgenkårede nedslag i litteraturhistorien, der også oprindeligt blev skabt som modbilleder til - det kanoniserede. Måske er det derfor, kulturens kanonkonge og hans nygamle smagsbehandlere aldrig ville finde på at udstyre tegneserier med deres egen kanon?