Hele problemet med selvbiografi er, at man kender plottet i forvejen«, skriver Fay Weldon i 'Mandefælden', anden del af erindringsværket, der begyndte med 'Auto da Fay' (2002). Og hele problemet med Fay Weldons forfatterskab er, at man kender substansen i forvejen, kunne man få lyst til at fortsætte. Grusom metamorfose Det er naturligvis en stærkt forenklet og uforskammet udlægning af et så langt og livligt forfatterskab, der oven i købet har overrumplet verden ad flere omgange. Men det er da også snarere genkendelsens glæde, der fylder fanlæseren fra første side: »Trish havde været rig og Trish havde været fattig, og hun vidste, det var bedre at være rig. Nu skulle hun være fattig igen«. Hæ, en weldonsk metamorfose af de helt grusomme og en dødsrute gennem et kønsforkrampet engelsk klassesamfund under ommøblering. Godt det ikke er mig! Private sidespring For at udfordre det genkendelige plot i eget liv har Weldon nemlig indlagt en roman om Trish, Peter og Doralee, således at læseren trækkes med bag skrivepulten og får del i nyere kønspolitiske overvejelser og grammatikalske forfatterrettigheder, alt imens romanen bliver til. Forfatterens private skærmydsler med ægtemand et og to, hendes offentlige optræden som forfatter, feminist, modstander af terapiindustrien, eller hvad der nu har solgt godt den sommer, indlægges som kærkomne og naturlige digressioner. For denne konstante fletten ud og ind af det private er jo netop grundvilkåret for en forfatter - og for så mange andre arbejdende (hun)væsner i øvrigt. Kropsbytte Mens Ron har kilometerlang elastik i sin arbejdstid - som også tæller alt det, der foregår i baglokalet efter lukketid - må Fay hive notesblokken frem i smug, når far sover og børnene leger. Eller sådan måtte biografiens Fay i hvert fald arrangere sig, da hun var yngre skribent med skandalen og succesen lige i hælene. For på den private front var succesen lunken. Anmeldelser blev revet ud af aviserne, og hjemmet fik strømsvigt, når hendes nyeste tv-spil rullede over skærmen. Hvorfor skabe »farlig ballade derhjemme«? Fay Weldon koketterer i det hele taget med sit ubehag ved rampelyset og tripper elegant hen over nyere skandaler: 'Bulgari-forbindelsen', romanen hun fik penge for at skrive, i og med at hun nævnte et vist firmanavn, omtales i en spids og uforløst bibemærkning: »Jeg havde (...) tilsværtet Litteraturens Gode Navn«. Punktum. Nok om det! Og helt i orden. Privatlivets fred helligholdes til gengæld ikke, og når det kommer til fiktionen er Weldon jo langtfra den, der glatter ud og ser gennem fingre med kønskampens skiftende mål og midler: Bemeldte Trish bytter krop med den noget yngre og karriereglatte Peter, hvilket afstedkommer en del besvær - ikke mindst for Peters kontrol-kæreste Doralee. Hvem skal hun gå i seng med, når kæresten er havnet i en moden kvindekrop og kærestens veltrimmede hylster er fyldt ud med en utjekket sjuske?! Som sagt, kære læser - godt det ikke er mig!