Han er syg til døden, han ved det selv, som han ligger i sin seng hos familien Melchior på 'Rolighed' lidt uden for København. Han svæver ind og ud af sine erindringer og drømme, hjulpet af den morfinsaft, lægen har ordineret, mens den hvide blomst på natbordet dufter, og alt bliver blåt omkring ham. Indigoblåt. De forsvundne tænder Han drømmer dog også skrækkelige drømme, der river ham ud af det blå univers: »Drømmer, at køkkenpigen har kastet hans tænder bort, ringer heftigt med klokken, tjeneren kommer, han glider rundt i værelset som en skygge med et stearinlys i hånden, finder ikke tænderne, som er lavet så omhyggeligt fra et voksaftryk«. »»Hun må have smidt dem bort«, siger han til tjeneren og genkender en sygelig angst hos sig selv. »Hun har slet ikke været på Deres værelse i ugevis«, siger tjeneren. Han bliver heftig, skælder tjeneren ud, der nu finder gebisset i et glas i skabet«. Drøm og virkelighed Han er - som læseren for længst har gættet - H.C. Andersen, og den, der har kreeret det blå univers omkring ham, er Stig Dalager. Der er to planer i fremstillingen af H.C. Andersens liv. Det ene er drømme- og hallucinationsplanet - trykt med kursiv - det andet er en staccatobeskrivelse af Andersens liv, fra hjemmet i Odense, over opbruddet, da han er 14 år gammel, gennem alle problemerne med at vinde fodfæste og med den evige kamp for at blive set, rost og beundret af dem alle sammen. Ingen må have forbehold over for ham, og derfor bliver H.C. Andersens liv som en evig kamp med en kolossal tung sten op ad bakke, en forpustet kamp, hvor der kun er små pauser. Pauserne opstår, når han får ros. Jammerkommode Andersen i Dalagers fortolkning er aldrig glad mere end et øjeblik, så drukner glæden igen i et hav af jammer og forurettethed. Der er ikke mange glimt af den H.C. Andersen, som forstod af fortrylle sine omgivelser, for det gjorde han jo. Ellers ville herskaberne på herregårdene heller ikke i det omfang, de gjorde, have inviteret ham som gæst på lange ophold. Han gav noget igen. Hos Dalager fremstår han som en stor og bitter jammerkommode. Spændstigt portræt H.C. Andersen forelskede sig som bekendt både i mænd og kvinder, og en af de kvinder, han elskede inderligst, var den svenske sangerinde - nattergalen - Jenny Lind. Han håber engang, da begge er i Tyskland i december, at han kan fejre juleaften med hende, men det bliver ikke til noget. Han går i byen, besøger forskellige, bliver vel modtaget, men møder ingen Jenny. Han tager hjem til sit hotel og det, Dalager kalder for »alenehedens rum«. Andersen tænker her: »Hvor mange forfrysninger kan han tåle?«. Og lidt længere fremme: »Han er den fremmede, der fra sit hotelværelse har stjernehimlen som sine juletræer og flyvende i virkelighed og fantasi - nye byer, nye ansigter omkring. Åh, alle disse ansigter, hvis smil han begærer, og som er som lysende sankthansorme i mørkets gobelin«. Et noget mere koldsindigt gemyt - som anmelderens - ømmer sig lidt over et billede som 'mørkets gobelin', men kan man med den slags, så har Dalagers Andersen-portræt meget at byde på. Hører man derimod til den anden type læsere, så indtræder der et vist forbehold. Der skal dog ikke herske tvivl om, at det på mange måder er et spændstigt H.C. Andersen-portræt Dalager har skrevet sammen, og selv om konstruktionen dødslejet og erindringen har været brugt mange gange før, så er det dem, der især funkler i Dalagers fremstilling.