Dan Brown version 2.0

Lyt til artiklen

De fleste mennesker er for travle og dovne til at gide studere indviklede teologiske eller filosofiske stridigheder, men vil alligevel gerne vide lidt om det. Både af interesse og for at kunne pudse dannelsens matte glorie. Så hvis det kan kombineres med lidt mord og mysterier, ja så falder folk som lemminger over det. Mellem kunst og junk Umberto Eco startede bølgen med 'Rosens Navn', Dan Brown tog det intellektuelle niveau en del takker ned og salgstallene tilsvarende op, og nu kommer så den danske oversættelse af 'The Rule of Four', der lægger sig nogenlunde midt i mellem. Ikke kunst måske, men heller ikke junk. Underholdning på et rimeligt plan, med masser af trivia om renæssancen. Bedre end Brown Det, som redder 'Rule of Four' fra Browns meget hårdpumpede stil, er to ting. For det første, at Ian Caldwell og Dustin Thomason skriver bedre end Dan Brown. Ganske enkelt. De er muligvis dårligere til at slutte hver eneste kapitel med en cliffhanger, men til gengæld er dialogen nogenlunde acceptabel og personerne langt mere sammensatte og troværdige. Hæsblæsende jagt For det andet og vigtigere lykkes det de to unge forfattere at blande Brown/Eco-fortidsmysteriet, med en helt nutidig dannelseshistorie om fire venner på eliteuniversitetet Princeton. Det er der, vores to helte og historiske opdagelsesrejsende sammen med deres to venner og bofæller er ved at gøre sig klar til den endelige eksamen og mødet med det virkelige liv. Paul skal lægge sidste hånd på sit mammutspeciale om den legendariske og meget kryptiske renæssancebog 'Hypnerotomachia Poliphili', da han af omveje kommer i besiddelse af nye og revolutionerende oplysninger om bogen og dens hemmelighedsfulde forfatter. Og så går den sidste, hæsblæsende jagt på bogens hemmeligheder, med ryggen til deadline for specialet og ansigtet mod magtfulde fjender. Det er fuldt tryk på - på den lidt nørdede måde, der nu er tryk på i historiske thrillere af denne art, hvor hovedpersonerne tilbringer det meste af tiden med næsen i en bog. Men underholdende er det. Man kan tilbringe en weekend eller en lang flyvetur i meget værre selskab.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her