Den begynder så underspillet og forsigtigt, Scott Fitzgeralds lille fortælling om 'Den store Gatsby'. Det er bare en lønslave på et vekselererkontor, Nick Carraway, der stirrer ind ad vinduerne hos de rige og kommer indenfor i stjernestøvet, fordi han er fætter til en af dem. Denne varme sommer på Long Island 1922 er der penge nok, fest nok og livslede nok. Obskønt pengeforbrug Vores ven Nick betragter måbende de mange overfladiske bekendtskaber i den gatsbyske menage, hvor mænd og kvinder sejler ind og ud, mens den ulovlige whisky flyder i en ødsel strøm. Kusinen Daisy, der engang kortvarigt har været kæreste med Gatsby, er havnet i et køligt ægteskab med banditten Tom Buchanan, der ligger i med tankpasserens kone henne i et område, Nick kalder Askedalen. Men tankpasseren elsker sin kone, så det gør ondt. Og Gatsby elsker sin ungdoms elskede Daisy, så meget, at man må tro, at alt hans obskøne pengeforbrug har den ene skjulte hensigt at vinde hende tilbage. Bag den realistiske prosa ligger et mønster, som Fitzgerald kan have hentet fra Boccaccios 'Falken', hvor også en ridder spenderer alt for at vinde en kvinde. I den moderne udgave munder eventyret bare ud i en tragedie. Morderisk valuta Et af de vidunderlige kunststykker, Scott Fitzgerald udfører, består i at finde på tilfældigheder, som i bakspejlet viser sig at være så nødvendige som sidste akt af en græsk tragedie. Da Gatsby omsider bliver alene med sin Daisy, sker det i hans gule lyn af en bil, som hun selvfølgelig får lov at køre, skønt hun er drukken som en allike. Tankpasserens kone ser bilen nærme sig og løber ud på vejen, fordi hun tror, det er hendes elsker, der sidder ved rattet. Hun bliver kørt ned, hvorpå tankpasseren rasende af sorg og jalousi opsøger den mand, han tror har givet ham horn i panden, og slår ham ihjel. Uden at blive klar over, at det er Gatsby, han skyder, altså den forkerte mand. Som i alle ordentlige tragedier. For alle disse 'forkerte' personer er, nøjagtig som hos Boccaccio, de rigtige alligevel. Gatsby er den eneste af de rige, der har lige så dybe og ægte følelser som den fattige tankpasser i Askedalen. Der er en højere retfærdighed i, at det er de to mænd, der bliver hinandens ulykke. Det stjernestøv, som gjorde det muligt for Gatsby at komme i nærheden af sit livs kærlighed, viser sig at være af lyssky oprindelse. I det amerikanske pengesamfund af nyrige er penge det usikreste af alt. Mens de ægte følelser er den eneste holdbare valuta - som til gengæld er morderisk. Den tabte uskyld I den korte fortælling ligger en hel amerikansk saga gemt om nybyggernes store landnam, og om hvad der siden gik galt, da stjernerne brændte til aske. Det var ude vestpå, at både fortælleren, hans kusine Daisy og hendes ungdomskæreste Gatsby voksede op, ude i nybyggerland. Men det er ovre østpå, den tragiske historie udfolder sig, i det land, der er blevet civiliseret, det vil sige gennemsyret af dybtliggende korruption og overfladiske følelser. 'Den store Gatsby' er fortællingen om den tabte uskyld og drømmen om, at uskylden alligevel kan bevares, et sted inde midt i forfaldet. At man som Gatsby kan være både forbryder og skyldfri, reddet af kærlighedens ægthed. Denne Scott Fitzgeralds bedste roman er også en af de helt store i amerikansk litteratur, skrevet i den prosa, som skulle udvikle sig til den hårdkogte, og som indrammer de blødeste og ømmeste følelser. Det er en rigtig tanke, at den bog altid skal foreligge i en opdateret oversættelse. Jeg tvivler dog på, at Ove Brusendorffs med sit halve århundrede på bagen er forældet. Ordret oversættelse Den drevne oversætter Jørgen Nielsen har i denne vanskelige situation truffet det valg at være meget, meget ordret. Nick taler et sted om en særlig amerikansk kropsstil, »som jeg tror må stamme fra, at vi ikke bliver sat til hårdt arbejde, mens vi er børn«. Skriver Brusendorff. Men Nielsen vælger »som skyldes, tænker jeg, fraværet af løftearbejde eller stillesidden i de unge år«. Hmmm. En losseplads kalder Nielsen for en fyldeplads. Katolikkerne er modstandere af skilsmisser. Men da det på engelsk hedder 'don't believe in', hedder det hos Nielsen, at »de tror ikke på skilsmisse«. Så altså, en meget pålidelig oversættelse, næsten for pålidelig.