Der har altid været lidt af en gonzoforfatter i Susanne Staun. Hendes personer har måske ikke flere voldelige impulser, end folk er flest, men de lever dem ud og trodser dermed gængse moralforestillinger - nogle gange til fryd, andre gange til skræk for læseren. Hvor Staun i andre bøger kækt skyder provokationer af til højre og venstre, koncentrerer den nye roman 'Martas hjerte' sig om et enkelt moralsk spørgsmål: Bør man slå mennesker, der lider, ihjel? Er det med andre ord i orden at yde aktiv dødshjælp? Ugler, køer og trafikofre Problemet udfoldes i historien om Marta, der bare ikke kan holde ud at se nogen lide. Hendes første drab er på en ugle, der har ramt forruden på hendes mors bil. Siden følger en ko med et brækket ben og Martas egen pony. Og så går det ellers derudad med trafikofre, gamle damer og andre, hvis udsigt i livet ikke byder på andet end smerte. Historien fortælles af Martas bror Simon, der efter 16 mord er blevet træt af at dække over sin søster og nu melder hende til politiet. Hvor går grænsen? Simon er vedhænget, lytteren, der aldrig selv er blevet set i familien, men som til gengæld har hørt alt og kan gætte sig til resten. Han sår dog flere gange tvivl om sin fortælleposition bl.a. ved at indføje anakronismer. Måske er han bare en syg mand, der gør sig interessant ved at kontakte politiet. Det spændende ved romanen er dog ikke dens lidt kluntede leg med fortælleren, men den måde hvorpå Susanne Staun gør det plausibelt for Marta at afslutte andres lidelser. De lider virkelig, dem hun ombringer, og hvad er så egentlig værst: lidelsen eller døden? Hvor går grænsen, hvem skal bestemme, og gælder der andre regler for dyr end for mennesker? Det er lige til en ophedet aften i læsekredsen. Til slut dog et lille hjertesuk angående adressen lægen23@ofir.dk, hvor politiet kan henvende sig, hvis det vil stoppe Marta. Det vil aldrig lykkes. For der er stadig hverken æ, ø eller å i e-mailadresser. Uanset hvor mange gange det står i danske bøger.