Engang levede samerne lykkeligt med deres rener. Så kom nordmændene, spritten og vækkelserne. I Kautokaino i Finmarken førte denne blanding til et sammenstød med dødelig udgang i 1852. Den svenske vækkelsesprædikant Lars Levi Læstadius havde opildnet samerne mod den etablerede kristendom. Dødsdomme og strafarbejde De gav sig til at råbe op under gudstjenesten og bemægtigede sig prædikestolen, som var de Finn Ejnar Madsen. Senere myrdede de købmanden, der havde fordærvet deres landsmænd med alkohol, brændte købmandsgården ned og gik til angreb på præsten, der lige akkurat slap med en dragt prygl. Der måtte to dødsdomme og mange års strafarbejde til, før nordmændene fik situationen under kontrol igen. Respekt for kilderne Om dette spektakulære drama er der skrevet romaner på svensk og på norsk. Nu har dansk litteratur også fået sin, forfattet af Martin Petersen, der i 1999 fik Kulturministeriets børnebogspris. 'Indtoget i Kautokaino' rummer en fin beskrivelse af vækkelsens opståen. De forhutlede samer, der har lagt spritten på hylden, bliver nærmest berusede ved tanken om, at omvendelsen gør dem hellige. Så hellige, at de ikke længere er syndere og følgelig har ret til at gøre sig til dommere over de ikke-omvendte og tæve dem til at makke ret. Man aner, at Petersen uden at have pegepinden fremme tænker på en parallel til senere tiders politisk frelste. Vækkelsens seksuelle undertoner har han også øre for. Romanen om de vakte samers amokløb er fortalt med stor sikkerhed og respekt for kilderne. Den er lige lovligt omstændelig i udredningen af det juridiske efterspil, hvor den psykologiske spænding er væk. Men den er uafbrudt interessant, så længe den borer i den pietistiske mentalitet, dens befrielse og dens rædsler.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























