Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Bobergs blandede bolsjer

Thomas Bobergs udvalg af digte fra de sidste 20 år har klassikerpotentiale.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er lidt af en rutsjebanetur at læse 'Digte på vejen', Thomas Bobergs udvalg af sine digte fra de 20 år siden debuten i 1984, suppleret med 14 digte fra 2004.

Denne læser er skiftevis målløs af imponerethed og så pludselig vantro: Det kan han da ikke mene!

Det sidste sker, når jeg støder på passager, hvor jeg synes, digteren trækker lovlig store veksler på lyriske og andre konventioner, såsom den/ det fremmede der har jegets eget ansigt, hånden på papiret, den fatale kvindes magt, at fare vild/ søge mørkets grund i sig selv - den slags.

Eller hvor han i slutlinjen af et ellers dejligt digt fra 1995 lader 'jage' rime på 'agave'. (Det virker ufrivilligt komisk på en sjællænder.)

Dråbeformet sprog
Boberg er i det hele taget ikke bange for klicheerne, og i langt de fleste tilfælde overvinder eller omgår han dem elegant og befrier dermed sproget og billeddannelsen.

For eksempel i 'Digtet eller livet' fra 2002, hvor han spiller på dobbeltheden i 'skrækken for bladet' - bogens eller barberens.

Sproget er vel digterens mest konventionelle emne overhovedet, men der er ikke en finger at sætte på Bobergs »(...) Verden er der ikke noget der hedder/ uden for sproget,/ så hent det, det som er udenfor/ og sprøjt det ind. (...)« i digtet 'Gift' fra 2004. Og selv (gys!) nogle tulipaner i en vindueskarm slipper han godt fra at beskrive: de »drysser natten af sig/ de ånder gennem huden/ taler deres dråbeformede sprog/ der skærer som glas i søvnen«. Blot for så at falde i (synes jeg) med et 'brev uden afsender'. Men da var han også kun 27.

Tør og tæmmet humor
Det er nærliggende at søge efter sproglige og mentale ud- og afviklinger i et udvalg af digte fra 20 år. Et udvalg der rummer nok fuldtræffere til at kunne blive en lille århundredskifte-klassiker. Jeg mener at finde flere små udbrud af tør og tæmmet humor efterhånden. Mest iøjnefaldende er imidlertid de gennemgående figurer: synet/ øjet/ pupillen; byen; faldet; månen, både gul og grøn; hundene, tiggeren og de mange fugle (skade, albatros og spurv og uspecificerede).

Denne passage i digtet 'End ikke et fingerbøl fyldt med dug' fra 1997 er for mig at se næsten en præsenterbakke med Bobergs juveler, både i ord og gerning, så at sige:

»Mig var det så givet at lytte efter rytmer/ mærke trommernes fjerne dunken/ fra jorden/ eller tågens tramp over havets blygulv/ også når intet viste sig og jeg blev nervøs ved lyden/ af mit blod der tyvagtigt listede gennem/ gyderne/ der spalter legemet i indviklede deltaer/ og binder det sammen/ i en verden/ i verdenen/ af verdener/ til budskabet nåede frem/ lå der/ kuldslået for mine fødder«.

Danskernes kollektive tungsind
Når det kommer til rytme og lyd, har Boberg vist fuld kontrol: Lige når man er ved at lade sig forføre, afstår han fra det billige trick - men læseren nyder det så længe, det varer: »Nogen tog afsked og en blev tilbage ...«; »ubestemmelige fugle der forstøver/ mod forrevne horisonter«.

Boberg bor som bekendt i Peru, (eller har gjort?) men indimellem er han i Danmark, hvilket især afspejler sig i digte om hjemlandets landskab og væde og lys og mangel på sidstnævnte. Der er diset i Bobergs Danmark - i modsætning til skarpheden i lys, skygge og sol andetsteds: I 'Master og træer' fra 1989 hedder det:

»Murene ligner beskidte spejle, oprejste/ af fladers vekslen i sort og brunt/ udkrænget kollektivt tungsind/ af muld og væde og bly/ med spor af traktor, lastvogn/ slingrende i en vedvarende ubestemmelig skumring./ Hjemlandet omsluttet af et tingsligt mørke/ hårdt, koldt og fugtigt, uden klare skel«.

Letkøbt emne
Og så forlader han af og til klædeligt og kompetent centrallyrikken til fordel for nogle skarpe, sarkastiske og hovedrystende samfundsskildringer. Dette, blandt de nye, tog jeg først for noget eksotisk, til jeg så årstallet og opdagede, at vi er ganske tæt på:

»De kunstige nåletræer/ vakler under vægten af alle hjerterne./ Skriget stoppes med en lille gris,/ og stjernen/ forsegler kontrakten./ I et hjørne står de og mundhugges/ om hvis tur det er ved indpakningsbordet./ Temperaturen er støt stigende/ og den klæbrige lugt af brændte mandler/ hænger i butikkerne./ Svingdørene/ er lige så kyniske som de unge arvinger./ Ingen kommer tilsyneladende ud,/ men indædt er kampen/ for at slippe ind/ i denne kreds af helvede.« ('Fisketorvet', 2004)

Emnet er letkøbt, naturligvis: et foragtet underklasse-kultsted og en tvetydig højtid, men Bobergs blik fylder substans på ubehaget og perspektiverer den vage rædsel. Således holder han niveauet og sprøjter stadig verden ind i sproget, hvor den hører hjemme.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden