Hvis ikke der er system i tøjet på ens tørresnor, er det klart for enhver, at man er tilflytter. Og er gummistøvlerne blå i stedet for grønne, er man aldeles uden for den lokale dresscode. Så siger folk »møjn«, når man siger »farvel«, og »farvel«, når man siger »møjn«. Så det er ikke let for Robert Hansen at være ny landbetjent i Højer. Med 34 år og en skilsmisse på bagen flytter han fra København til en verden, hvor man helst ordner tingene uden at skrive rapport. Unge butikstyve kan få et par på hovedet, og slår man hårdt nok, stjæler de ikke igen. Men Robert finder efterhånden melodien, og snart besvarer de lokale respektfuldt hans møjn med møjn. Besværlig kærlighed Ikke at accepten i sig selv gør hans liv lettere, for i 'Frygtelig lykkelig', som Erling Jepsens nye roman hedder, er der flere forviklinger i gang på én gang. Robert skal bl.a. holde styr på sin mor, som, skønt hun er bundet til sin kørestol, har et langt livligere sexliv end det, der bliver Robert til del i det sønderjyske, hvor han falder pladask for den lidt ældre Ingerlise. Hun er egnens skønhed, men er uheldigvis gift med Jørgen, der fanger løse tyre i bedste sherifstil og jævnligt tæsker hende halvt fordærvet. Så vil hun reddes, og Robert forsøger at træde i karakter, men det er svært, når hun hele tiden vender tilbage til sin mand. Med den enfoldiges øjne Et par utilsigtede dødsfald senere kommer Roberts datter og fraskilte kone såmænd også til byen, og Robert begynder at føle sig som en af de køer, der konstant synker ned i markernes mudder og må trækkes fri med traktor og jernkæde. Gode råd er dyre, men nogle gange er man heldigere, end politiet tillader, og det er Robert. I lighed med Erling Jepsens forrige glimrende roman 'Kunsten at græde i kor' bevæger 'Frygtelig lykkelig' sig inde i hovedet på et menneske, der ret beset opfører sig uhyrligt. Men på grund af synsvinklen accepterer man længe Roberts bevæggrunde. Bevares, han er lidt enfoldig, men egentlig vil han jo andre det bedste. Indtil han altså ikke vil det mere - og så er det pludselig svært at trække sympatien tilbage, selv om det forekommer at være det rigtigste. Gøg og Gokke Effekten er forunderlig: Som læser konfronteres man med sine fordomme i langt højere grad, end hvis hovedpersonen havde været rendyrket god eller ond. Og han må kunne lide at vride rundt på læseren, den gode Erling Jepsen, for helt fra romanens begyndelse er det et stiltræk at opbygge en forventning, for siden at bryde den. Ingen kan f.eks. ud fra beskrivelsen ane, hvilken status den kvinde, Robert ser tipslørdag med på bogens første sider, har i hans liv. Den henkastede afsløring af hendes identitet er bare det første gode gib af mange. Humoren er bogen igennem rå, men hjertelig. Robert har en vis ydre lighed med Gøg, »når Gøg er glad for sig selv«, og en eftersøgning i mosen, hvor det ene lig efter det andet dukker op og smides tilbage igen, minder en hel del om noget, Gøg og Gokke kunne have fundet på. Men humoren går hånd i hånd med en alvorlig skildring af et lille samfund, hvor folk dækker over hinanden, og hvor det værste, der kan overgå én, er at blive sendt til psykolog. Følelsestonen er aldrig ren hos Erling Jepsen, men netop derfor formår han at røre én så meget. Og værket, det er gennemarbejdet efter alle kunstens og ledemotivernes regler. Så det er bare god læsning.