Når mennesker bliver sat i en gruppe, i en lang periode løsrevet fra det vante liv, begynder de at opføre sig i mønstre, man kender fra - lad os sige fjerde klasse. Alle, der har boet på et pensionat i mere end fjorten dage, kender denne klasseværelsesstemning, der opstår - denne luren på hinanden, den overdrevne optagethed af de andre. Hvordan passer de ind, hvordan skiller de sig ud? Hvor er man selv placeret? Hvordan kan de rammes, hvordan kan man selv blive ramt? Forgård til helvede Der er infantil gruppedynamik for fuld udblæsning i Bent Hallers nye roman, 'Først ved livets ende'. Vi befinder os på et plejehjem, og som i skolen er beboerne reduceret til øgenavne. Der er Bulldozeren, en kvinde med en rollator, hun bruger til at torpedere alt og alle. Ikke mindst døren ind til Okkenalen, der minder hende om hendes brutale, afdøde mand. De udspioneres af Strømeren, der som pensioneret politimand leger med sine gamle metoder og huggede aflytningsudstyr i denne forgård til helvede, der styres af Fangevogteren, frøken Jørgensen. Hun føler sig nærmest som leder af et børnehjem: »De gamle drillede, de mobbede, chikanerede, var ondskabsfulde og bagtalte hinanden med forbavsende flid«. Men de ældre skal »respekteres, selv om mange af dem havde mistet enhver voksenhed«. Perversion og perfide ordvekslinger Den højproduktive Bent Haller, der har udgivet masser af både børne- og voksenbøger i de seneste årtier, har brugt hele sit krasse og beske syn på mennesker i denne skildring af en gruppe plejehjemsbeboere, der i beskæftigelsesterapien lærer tekstbehandling ud fra devisen: Alle har en historie, skriv den ned. Det går de i gang med. Særlig Okkenalen, gammel boheme, kunstner og vagabonderende eksistens, bliver opslugt af projektet. Han skrotter først computeren og går over til kuglehoved, dernæst den gamle Remington og endelig blyant. Han skriver på alt - papir, pap, bøger, vægge og loftet i værelset. Ved romanens slutning har han lavet en installation ud af sit værelse - skrift overalt. En skrift, der er grundigt udspioneret af Strømerens overvågningsudstyr. Hvad skriver de om? Det er romanens egentlige ærinde at rapportere disse meget velskrevne brudstykker af levet, husket og konstrueret samliv og ægteskab. De indlagte sekvenser udgør hovedparten af romanen og er motoren i Bent Hallers roman. De viser en verden af smålighed, perversion, perfide ordvekslinger, forstillelse, selvødelæggelse, udnyttelse og nedgøring af den anden. Barok tragikomik Man har sjældent læst så sort en fremstilling af samliv som her, effektiv og deprimerende i al sin trivialitet. Det er ikke kun på plejehjemmet, man er sat tilbage til fjerde klasses nedrigheder og mobning - det er livet igennem, sådan ser det ud. Lige siden den omdiskuterede børnebog 'Katamaranen' har Haller sat sit radarblik på grumme gruppeprocesser, og hans menneskesyn er ikke blevet mildere med årene. Bent Haller viser sig som en grusom forfatter med sine djævelske ægteskabelige replikskifter og indre monologer, der demonstrerer, hvor meget ude af trit med hinanden to mennesker kan være. Man kan undre sig over, at han har lagt en fortælleteknisk lidt besværlig ramme ned over substansen i romanen - Han-Hun-krigen, som den kaldes. Men skildringen af udviklingen på plejehjemmet tilfører romanen en barok, tragikomisk side, som kommer til at spille sammen med den tristesse, nederdrægtighed og afmagt, de indlagte stykker udfolder, og som vi springer ind og ud af. Man genkender desværre en del!