Jeg har aldrig helt begrebet den lokale avantgardes begejstring for Højholt. Bevares, han er vittig og begavet, men hvorfor dog ikke gå til kilderne selv - Mallarmé, Joyce, Duchamp og andre - i stedet for til den blot kløgtige andenhåndsbølge, som de med stor, hjemlig forsinkelse gav ophav til? Nu står jeg som en ignorant dosmer, for en ny antologi om Per Højholts virke som mediekunstner i 1967 og efter, bærer vidnesbyrd om, hvor hylende skæg og raffineret i sin helt egen, balstyrige ret Højholt de facto er. 'Performance' I nærværende sammenhæng er morskaben knyttet til øret, dette uanselige, krøllede, sære organ, der sidder og blafrer på hver sin side af kraniet, og som Højholt senest viede den groteske roman 'Auricula'. Antologiens titel siger ganske vist, at sagen drejer sig om det, vi har mellem ørerne, men det er svagt misvisende, for det er netop lydens susen rundt i ørets eustakiske trompet, det før alt andet handler om. Accenten ligger i udpræget grad på ideen om 'performance', altså en konkret handling, en gestus, en kropslig og fysisk udførelse - snarere end på den eftertænksomme refleksion, der (forhåbentlig) imens eller senere indfinder sig mellem de to ører, der modtog handlingens spektakulært hviskende eller højt brølende scenario. Nedbryder skellet mellem høj og lav Når entertaineren Højholt giver sine shows på jyske gymnasier, sprænger en ballon pludselig i luften over publikum, eller Højholt hyler uden varsel som en brunstig orangutang ind i forstærkeranlægget, så der er fare for, at forsamlingens trommehinder brister. Effekten udspiller sig i og for øret, på ørets egne præmisser, og ikke primært som en reflekteret eftertanke, der rumsterer i kraniekisten. Antologiens fokus er på Højholts virke som 'mediekunstner', og med det er allerede angivet nogle bestemte snit og afgrænsninger, f.eks. gælder det ikke Højholt som digter eller poetolog. Blikket rettes mod Højholts omgang med nye medier, radioen, fjernsynet, båndoptageren, altså medier der i 1967 har været relativt nye, og i hvert fald terra nigra for Digteren, det ophøjede sprogmenneske. Hvem kunne forestille sig Thorkild Bjørnvig lave tv-shows? Højholt bryder med forestillingen om kunstneren som et ordmenneske alene, han nedbryder og overskrider skellet mellem høj og lav kunst, mellem gammel og ny kunst, og han injicerer spøg og gags ind i kunstværket som en lille, eksplosiv bombe. 'Værket' er først og fremmest knyttet til handlingen, til showet, og her er timing og effekt det afgørende kriterium for, om værket lykkes. Sans for timing og humor Med antologien følger to cd'er med Højholts radiomontager for DR, 'Omkring rundt', 'Smerteskolen' og 'Rutschetur for sagesløs digter', samt radioreportager fra en zeppeliner (!) og digterens eget køleskab, hvortil kommer radiodigte, og en live-optagelse af nogle af Gitte-monologerne. Det slående er, at sofisten Højholt er så fordømt effektiv, skidtet virker, hans timing er vitterlig ofte formidabel, hans situationsfornemmelse uhyre præcis, hans drevne manipulation med publikum forbavsende. Og samtidig, at han laver denne slebne og platte sammenkobling af det, der betegnes som henholdsvis det elitære og det populære, uden at det virker som om, han fedter hverken nedad eller opad. Onde tunger ville hvisle, at det jo nok er fordi, der er én stor, flad pandekage herhjemme, der er ikke rigtigt hverken en elite eller et folk, men blot en stor, formløs middelklasse. Men det er jo ikke helt sandt, der er forskel på dem, der øjeblikkelig skimter referencen til Mallarmé, og dem, der skyer fransk symbolisme som pesten men skoggerleende genkender sig selv i det kærlige Gitte-portræt. Pointen er da den, at Højholt formår at udstille, hvor tæt på hinanden, de to poler i publikum er, og hvor lille kløften bliver, når man blot som Højholt har denne djævleblændte sans for timing og humor. Første division Som skriftlige appelsiner i turbanen har de tre redaktører, der i øvrigt alle selv bidrager med gode sager, inviteret en håndfuld kapable skikkelser til at skrive rundt om, hen om og udenom mediekunstneren Højholt: Hans gamle teknikere fortæller om, hvordan radiomontagerne blev konstrueret, Kristen Bjørnkjær giver et detaljeret samtidsbillede af Århus-gardens gangart i slutningen af 60'erne, Lars Bukdahl forsyner os med en forbavsende godt tænkt og gedigen artikel om 'Omkring rundt' (hvorfor er han ikke lige så god i sine anmeldelser?), mens Skyum-Nielsen vidende tager sig af 'Smerteskolen'. Wind Meyhoff fralokker Jørgen Leth kommentarer i et mail-interview, og Jarl Friis-Mikkelsens vittige brev til Højholt fra 1983 er røget med, hvorefter Jakob Kreutzfeldt til slut har et interessant interview med Manden selv. Der er masser for øjne og ører i denne antologi, men det er altså suppleret af en hel del tekst, der snurrer rundt mellem ørerne og giver god, brummende og bragende genklang. Måske er Højholt alligevel med i første division, i hvert fald er han andet og mere end et hæderligt ekko, dét dokumenterer 'Mellem ørerne' ganske eftertrykkeligt og oplysende.