Den så lovende ud, Elsebeth Gynthers romandebut om dét år, Ellinor fylder 49, alt imens børn og stedbørn flyver fra den sammenbragte rede på den rigtige side af Valby Bakke, og parforholdet, parmiddagene, arbejdslivet og venindeskaberne tager nye drejninger. Feng shui, simple living og Pilates trækker som fåreost på speltbrød fra Emmery's, og en velvoksen midlife crisis griner skælmsk midt i den alt for sparsomme kvalitetstid. Man forventer at gøre det samme, ansporet af den kække voksdug påskrevet 'Alt er godt' i mangefarvede versaler, der udgør romanens bogomslag og uvægerligt bringer mindelser om hin Bridget eller hin Nynne. Nu katapulteret ti-femten år frem for at ramme segmentet af såkaldt midaldrende kvinder lige i spejlbilledet. Foruroligende banalt Gjorde romanen dét, ville skilsmisseratens stjerneflugt i dette land unægtelig give uventet mening for mig. For I guder, hvor må kvinder og mænd kede hinanden bravt, hvis 'Alt er godt' spejler de tanker, ordstrømme og meningsudvekslinger, der gennemstrømmer de danske samtalekøkkener. Således beretter Ellinor uafladeligt om stort og småt og det sidste i en sådan grad, at man mest af alt føler sig som én af Ellinors utallige »slaske-sladre« telefonveninder, der kan kvæde et halvhjertet »nej, virkelig?« eller »ja, det forstår jeg sandelig godt« i ny og næ. For mit vedkommende ledsaget af endeløse lytte-kruseduller når Ellinor, som en virkelig taktløs samtalepartner, keder mig bælgøjet. Både med sine udspecificeringer af enhver triviel dagligdagshandling, som enhver vel ret beset har rigeligt af foruden, med sin uophidsende omgang med sproget og med sine foruroligende banale refleksioner over livet, døden og oprydningens katarsiske effekt. Uengagerende skrivestil Uden afbryderknap havde jeg hen ved 300 sider til at overveje, om jeg monstro havde et særligt problematisk forhold til hverdagstrivia eller blot var et andet sted end målgruppen, men hver gang endte flaskehalsen et andet sted. Nemlig ved Elsebeth Gynthers karakteristiske, men aldeles uengagerende fremstillingsform, der vedvarende forsikrer om Ellinors varierende sindstilstand, men hele tiden med hendes liv holdt ud i strakt arm. Derud, hvor alt har samme gråmelerede kulør, fordi de bagvedliggende følelser aldrig blotlægges og følgelig aldrig kalder på læserens indlevelse og nysgerrighed. Som når »Troels og jeg afslutter ugen med en nærende og stilfærdig omgang søndagssex med pjat og grin, og vi falder lykkelige i søvn i hinandens arme« eller »jeg gik på toilettet og græd af magtesløshed og uformåenhed«. Skidt og kanel Mere spraglet bliver det selvsagt ikke af, at humoren i bogen begrænser sig til godt slidte grin over numerologiske tilfælde a la Inge, der skifter navn til Senna Ginie Karole. Sjovt i festligt lag, utvivlsomt, hvis man sidder og rømmer sig og ikke ved, hvad man ellers skal smøre grinet med, men knap så sjovt, når man romanen igennem umuligt kan skelne Senna fra Uli, Merete, Grethe, Malene og alle de andre veninder, som persontegningen heller ikke formår at levendegøre. Elsebeth Gynthers roman efterlader mig først og fremmest desorienteret. Både helt bogstaveligt, fordi opmagasineringen af skidt og kanel aldeles umuliggør en kronologi. Og i det hele taget, fordi det hverken synes at være ambitionen om at fortælle en historie eller blot det ydmyge ønske om at underholde med ansatserne til én, der har drevet værket.