Når dødsannoncer er det første, man læser i sin morgenavis, og man ånder lettet op, hvis man endnu ikke falder over sin egen, tilhører man måske ikke lige målgruppen for 'Nynnes dagbog'. Men kom så i fjor på mager dødsannoncedag til at læse nogle af Nynnes sidste dagbogsafsnit i Politiken - og fandt Nynne så kær og knuselskelig, at man straks måtte sende fan-mail. For ærlig talt: Hvornår er man sidst blevet afstandsforelsket? Næppe siden Jeanne Moreau spillede hovedrollen i 'Jules og Jim'. Uden redningsbælte Nu sidder man så og sveder med hele dagbogen i bogform, for, fuck mand, ifølge flappen er Nynne ikke én, men to personer. Man spørger sig, hvad de egentlig har gang i ovre i bogbranchen, for hvem af de to er det nu lige, man er afstandsforelsket i? Jeanne Moreau havde i hvert fald ingen dobbeltgænger. Og dog: Kan man mon ved nærmere eftertanke være helt sikker på, at det var hende, der hoppede ud fra den der bro og ned i floden for at tiltrække sig Jules' og Jims opmærksomhed? Bør tjekke sekvensen for klip. Måske brugte hun stand-in. Det samme med Nynne. Hun har det med at kaste sig ud på det dybe uden redningsbælte. Men det er ikke altid frivilligt, og ofte er hun helst fri for den opmærksomhed, det vækker. For selv om projektet er at slippe væk fra sig selv, er det altid sit eget dyb, hun prøver at holde næsen oven vande i, når hun er sprunget. Klart at hun må være to, hvis hun skal overleve. Det forsvundne g-punkt Vi antræffer hende nytår 2003 på total nedtur ('nederen' er med en vis ret på hendes liste over uønskede ord, men 'nedtur' går vel lige an, selv om der godt nok er noget 70'er-hørm over det). Hun er midaldrende, har barn på cirka to år og gang i skilsmisse, er indkøbs-junkie, led ved one-night stands og i tvivl om, hvorvidt hendes orgasmer overhovedet giver udslag på Richter-skalaen, når hun nu ikke kan finde det der g-punkt, (»Tager sgu også lidt tid at lede tingene igennem, når man har født. Faktisk heller ikke noget særligt sjovt énmandsprojekt. Kunne godt bruge en hånd m. det her«.) Men er dog ikke så langt ude som veninden, der går med sin mand i swingerklub og prøver at berolige Nynne med, at det er helt almindelige par, der kommer der, folk du ser i Føtex (»Hvornår har man lige sidst set nogen i Føtex, man bare MÅTTE i seng med?«). Hverdagspoesi Nynne kører derudad med en fræsende energi og uden altid at have styr på nødbremse og -udgang. Alt, hvad der kan gå galt, går jævnligt galt, og i mangel af kæreste er sproget det eneste, hun har at klynge sig til. Det er i sproget, hun investerer al den fantasi og ømhed og råstyrke, som hun ikke lige kan læsse af på en mand. Hun skriver dagbog, som var det en screwballkomedie af Howard Hawks med Emmas samlede Dilemmaer i hovedrollen. Hun kan noget med sproget, f.eks. forvandle det der mekaniske e-mail- og SMS-sprog til hverdagspoesi. Indtil det så også går galt: Da hun skal sende en ætsende mail til sit barns far, kommer hun til at trykke på 'svar til alle' i stedet for 'svar', hvorpå samtlige forældre i vuggestuen, plus pædagogerne, bliver involveret i »karaktermord på freelance-far«. 'Last minute rescue' Men pludselig er der så en læge til stede. Endda en børnelæge. Og en stand-in for Emil Hass Christensen i gamle danske folkekomedier. Nynne får lyst til at sende hele sit liv på Vestforbrænding og rykke ind i hans. Men også i denne last minute rescue øjner hun problemer, som hun dog forsøger at tage på forskud i stedet for at blive rendt over ende af dem (»Kan man fake orgasme over for en læge?«). Men ork, der er ikke det, man ikke kan over for i hvert fald denne læge. Da han har inviteret sine venner hjem for at fejre, at Nynne er flyttet ind hos ham i Kartoffelrækkerne, og hun ud på aftenen hamrer ind i stereoanlægget og smadrer både det og festen, siger han trøstende næste dag, at det skal hun da ikke være ked af, han kan bare få nogle nye venner. Sådan! Medlidenhed og skadefryd Der er noget fuldstændig indtagende og afvæbnende over 'Nynnes dagbog', og man er ikke fri for at misunde børnelægen lidt. Det er derfor også med en kompliceret blanding af medlidenhed og skadefryd, man noterer sig, at han får sin sag for hen mod slutningen, hvor det viser sig, at Nynne ikke har sendt alt til Vestforbrænding. Man trøster sig med, at det måske alligevel er bedre bare at have Nynne i dagbogen end i virkeligheden. Også det kan hun så have til fælles med Jeanne Moreau. Hende vil man sikkert også hellere være sammen med i biffen end uden for. Måske især når man nu ikke har andet valg.