»Det handler om at komme ud af enhver transaktion med mere, end man investerede«. »Hvordan gør man nemmest det? Det skal jeg sige Dem. Ved ingenting at investere«. »Men bliver De aldrig ensom«, spørger Jens, hovedperson i Hans Luchts roman 'Kandidaten', og pludselig løber tårerne ned ad hans ansigt. Ingen orden, ingen mening For han lever selv som en magnet med omvendt pol: Så snart nogen kommer for tæt på, løber han væk. De må ikke røre, ingenting må røre, for alt kan forsvinde igen, fuglene kan falde ned fra himlen, der er ingen orden, ingen mening. Jens vandrer i sin fremmede verden, han går og går i gaderne, iført sin lange, lasede frakke, der skal få ham til at se lidt højere ud, og med håret strøget glat tilbage, ikke ung, ikke gammel, ikke glad, ikke fortvivlet. Ufrivillig forelskelse Han er undervisningsassistent i antropologi, og engang skulle man jo komme videre, forske og rejse på feltarbejde som den gamle lektor Kraul, der stadig har kasser fulde af notater, og som Jens både beundrer og foragter. Men tiden går. Det farligste for den møjsommelige ligevægt er selvfølgelig kærligheden. Jens kommer meget mod sin vilje til at forelske sig i bagerjomfruen Gry, der lugter sødt og smager af sukker og har skæve, vidunderlige ben, og pludselig er hun så tæt på, at hun kunne række en arm ud og ødelægge ham, hvis det faldt hende ind. Medrivende portræt Så han må skynde sig for at få det til at holde op, såre hende, så hun selv går sin vej. Det gør hun selvfølgelig, for mod hans angst for at miste kæmper selv dejlige bagerjomfruer forgæves. Han er ikke voldsomt sympatisk, den neurotiske og dybt selvoptagede Jens, men romanen er skruet så godt sammen, at man har svært ved at lægge den fra sig, for på et tidspunkt må skallen da briste eller manden tage livet af sig. Og har man ikke mødt ham engang i livet eller følt et strejf af hans ensomhed? Portrættet af den desperate mand er i hvert fald medrivende, og sproget er tæt og godt og uden overflødigheder.