De rigtigste børnebøger er ikke børnebøger, men noget, som et menneske fortæller til et andet. En sådan bog er Per Olov Enquists 'Morfar og ulvene', der er hans første af slagsen. Den er knortet, omstændelig og enhver lixredaktør havde fået gule knopper over alle de indskudte sætninger, men hillemænd for en historie! Især hvis man kan lide dyr. I korthed handler 'Morfar og ulvene' om bestigelsen af et bjerg i Värmland. Ekspeditionen består af morfar, fire børn langt under den bjergsikre alder samt en hund. Omkring dem brummer bjørnene, ulvene tuder, og to tyske krybskytter fra Hannover, der havde parkeret deres folkevognsrugbrød nede ved Folkets Hus i Helgeboda, bliver pågrebet. Men allerførst bliver Mina bidt i numsen af en krokodille, mens hun sover hjemme i sin seng. Det er ikke så godt. Men det er godt for noget, for derefter bliver turen til morfar planlagt. Han er noget, ham morfar! Undervejs køber han en hund til Mina uden at få lov. Skønt turen til bjergets top er planlagt i mindste, pedantiske detalje, er der ikke taget højde for hverken de vilde dyr eller morfars brækkede ben, så omgivet af den mørke nat skal en falden kæmpe sammen med sin mindreårige besætning beskytte sig selv og dyrene på bjerget. Flot beskrevet er det, da det lille selskab når op gennem skyerne, og den tårnhøje top på over 1.000 meter troner tæt ved.
En oplyst bedstefar
Lyt til artiklen
