Kun kæmper kommer op i halvfemserne. Så er man gammel. Og det er, hvad Carl Sørensen er: en gammel kæmpe. Kirsten Thorups hovedperson er efter et langt liv fra først til sidst i det 20. århundrede endt på plejehjem, først på 'aflastning', siden permanent. Men store, stærke Sørensen synes ikke, det permanente skal vare ved, han kniber læberne sammen og begynder sin rejse ind over den sidste grænse, før familien har fundet ud af, hvad den skal stille op med ham. Stor og stærk, men senil og dement. Et gammelt menneske, som bruger sproget, og bliver brugt af sproget, på andre måder end i voksenlivet. Sproget går i barndom, der kommer ting ud af munden på Sørensen, som han selv ville have forsvoret. Bandeord, han altid selv har forbudt sine børn. Og ytringer fra en dobbeltgænger, han også ser i spejlet: klokkeren fra Nôtre-Dame. Til gengæld er der hele sprogkategorier, som forsvinder. Væk er verberne pludselig. Det er både uhyggeligt og fantasifuldt, poetisk og charmerende. Alderdommen står ligesom barndommen i særlig forbindelse med drømme, med fiktion, humor og kreative misforståelser, med skabende hemmeligheder - alt dette, som liv og romaner er gjort af. Og lige over grænsen ligger det helt store og ukendte Ingenmandsland, mulighedernes uendelighed.
Den gamle mand og sproget
Lyt til artiklen
