Lykken er lunefuld, og at vide, hvor og hvordan man finder den, er heller ikke ligefrem let. Ofte viser det sig, at den findes helt andre steder og situationer, end man forestiller sig, og med helt andre mennesker. Det er temaet for den amerikanske forfatter Ann Patchetts opslugende roman 'Bel Canto'. Handlingen finder stort set udelukkende sted i vicepræsidentens palads i et ikke nærmere defineret sydamerikansk land. Her er en gruppe fornemme gæster samlet til ære for en japansk forretningsmand, der muligvis vil investere i landet, og for yderligere at lokke har det ludfattige land betalt Roxane Coss, verdens førende operasangerinde, til at give en privat optræden. Men knap er hun færdig, før huset bliver invaderet af en lille gruppe terrorister fra de fattige bjergegne. Planen er at kidnappe præsidenten, men da han har meldt afbud for at se sin yndlings-tv-serie, beslutter terroristerne at holde resten af forsamlingen som gidsler. Hurtigt overtaler Røde Kors' udsendte dem dog til at løslade alle kvinder, med undtagelse af Roxane Coss. Og så går tiden i stå. I al fald næsten; forhandlingerne med regeringstropperne på den anden side af muren går i hårdknude, omverdenen fortoner sig, og vicepræsidentens bolig bliver sit helt eget univers. Og langsomt, i starten næsten umærkeligt, begynder forholdet mellem menneskene inde i huset at forandre sig. Forholdet mellem gidseltagerne og gidslerne bliver dagligt mindre formelt, og sød musik opstår. Helt konkret i form af Roxana Coss, der dagligt tryllebinder forsamlingen med sin sang, men også i overført betydning.