0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunstneren som ungt røvhul

Der mangler psykologisk troværdighed og sammenhæng i Dorthe Nors' roman.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Sådan en selvrealisatorisk gammel so i gang med sin paybacktime. Tænke sig, hvis sådan en som mor, skulle få det som Kate Mortensen. Sutte den af på Rembrandt-kridt og være ækel over for mænd, fordi Den Overordentlige var skredet. Ligesom senile kristne på plejehjemmene, der begyndte at glemme, hvor farlig Vorherre var og svagt mindedes, hvordan de engang var umiddelbare i alting«.

Dette er efter min mening et af de rigtig gode, fortættede steder i Dorthe Nors' anden roman 'Stormesteren'. Der er desværre ikke nok af dem, til at denne roman gør noget dybt indtryk.

Portrættet af en ung 'fucked up' og retningssøgende mandlig billedkunstner, Thomas, der samtidig er et gennemført røvhul over for de kvinder, han knepper (ja, undskyld ordvalget, men det tegner miljøet), hviler på et lidt for spinkelt konstrueret og lidet overbevisende grundlag. Citatet er Thomas' karakteristik af en af de midaldrende kvinder på hans tegnehold på Glyptoteket - et job og en gruppe mennesker, han foragter.

Romanens københavnske galleri- og kunstmiljø har forventninger til Thomas, der har været under stor indflydelse af sin gamle, nu afdøde lærer, der havde overlevet kz-lejren. Thomas står ved en kunstnerisk korsvej og skal vælge mellem, hvad han og omverdenen synes er den rette vej. En typisk kunstnerkonflikt, som det dog er svært at gøre vedkommende i fiktion. Beskrivelser af opdigtede kunstværker bliver sjældent god litteratur efter min mening.


En mere konkret, men i sammenhængen utilstrækkelig - og meget traditionel - konflikt er den med barndomshjemmets autoritære, men svage logebroder-far (heraf titlen 'Stormesteren'), der viser sig at være holocaustfornægter. At det for en dreng i 1970'erne fik så store konsekvenser, virker slet og ret utroværdigt, selv om en hysterisk venindes selvmord tages til hjælp for at sandsynliggøre det påståede traume.

Men Thomas' på sin vis omhyggeligt opbyggede konfrontation med en fortabt bror falder sørgeligt til jorden dels på grund af den påklistrede nazismediskussion, dels fordi der ikke er tilstrækkelig psykologisk konsekvens i persontegningen. Det hele fuser lidt traditionelt ud. Der er alt for mange udsagn og handlinger, der står og flagrer uden at være underbyggede eller tjene et formål. Mest vellykkede forekommer mig Thomas' beskrivelser af de kvinder, han samler op eller samles op af.

Dette kunne lyde som om 'Stormesteren' er en dårlig bog. Det er den ikke - den kunne bare have været så meget bedre, hvis konflikterne havde været mindre teoretiske og sproget mere rasende. Dorthe Nors' sprog har potentiale, men har hun brændstoffet til at fyre det af for alvor?

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement