»Sådan en selvrealisatorisk gammel so i gang med sin paybacktime. Tænke sig, hvis sådan en som mor, skulle få det som Kate Mortensen. Sutte den af på Rembrandt-kridt og være ækel over for mænd, fordi Den Overordentlige var skredet. Ligesom senile kristne på plejehjemmene, der begyndte at glemme, hvor farlig Vorherre var og svagt mindedes, hvordan de engang var umiddelbare i alting«. Dette er efter min mening et af de rigtig gode, fortættede steder i Dorthe Nors' anden roman 'Stormesteren'. Der er desværre ikke nok af dem, til at denne roman gør noget dybt indtryk. Portrættet af en ung 'fucked up' og retningssøgende mandlig billedkunstner, Thomas, der samtidig er et gennemført røvhul over for de kvinder, han knepper (ja, undskyld ordvalget, men det tegner miljøet), hviler på et lidt for spinkelt konstrueret og lidet overbevisende grundlag. Citatet er Thomas' karakteristik af en af de midaldrende kvinder på hans tegnehold på Glyptoteket - et job og en gruppe mennesker, han foragter. Romanens københavnske galleri- og kunstmiljø har forventninger til Thomas, der har været under stor indflydelse af sin gamle, nu afdøde lærer, der havde overlevet kz-lejren. Thomas står ved en kunstnerisk korsvej og skal vælge mellem, hvad han og omverdenen synes er den rette vej. En typisk kunstnerkonflikt, som det dog er svært at gøre vedkommende i fiktion. Beskrivelser af opdigtede kunstværker bliver sjældent god litteratur efter min mening.
Kunstneren som ungt røvhul
Lyt til artiklen
