Skulle en læser eller to have tøvet med at træde ind i den norske forfatter Linn Ullmanns døsige verden af skin- og stendøde landsmænd, så bør romanen 'Nåde' være anledningen til endelig at komme af sted, ud på den tynde is, hvor skæbnen og tilfældet konstant konkurrerer om at komme først og lægge sig i vejen for menneskets vaklende vilje. Mens grundtonen i 'Før du sover' og 'Når jeg er hos dig' nu og da forstyrres af larmende om end charmerende sidespring, så står Ullmanns tredje roman strunk og stram, som et fortættet sørgespil for to. Nådes løs, kunne man med en blank afvisning af bogens titel forledes til at kalde denne intime historie fra kræftafdelingens dødsgang, men det ville ikke være helt rigtigt. Linn Ullmanns røntgenblik afslører nok, hvordan et ægteskab angribes af små ujævnheder og en langsomt muterende sandhed, hvordan en kræftramt mand og hans lægekone hver især og ofte helt ude af takt kæmper for at nå frem til lindring, forsoning og forståelse. Men forfatteren drager ingen forhastede konklusioner om skyld, moral og rigtige måder at dø eller lade dø på. Hun dømmer ikke. Hun registrerer blot. Det talte og det tænkte, som gennemvæves af en langt større ulogik, end vi egentlig bryder os om. Som når Johan Slettens kone Mai digter små løgne om vejret, og hvilken kjole hun har på, eller når han selv sætter sit gode job som kulturskribent ved et førende dagblad over styr ved at afskrive en kollegas boganmeldelse. Eller når en kvindelig læge opfører en tyst ballet ved den dødssyges seng. Drømmer han, eller er han netop meget vågen?