Lyt til artiklen
Hvis man af et digt forventer f.eks. sproglig prægnans og præcision, er der ikke meget at komme efter i F.P. Jacs nye numsebog. Man skuffes endda også, selv om man lader sig nøje med en botaniserende læsning, der blot håber på at finde nogle 'jacismer' - de her små originale vrid i normalsproget, som er forfatterskabets største aktiv. For selv om der drikkes i næsten hvert eneste digt, er der meget langt mellem snapsene. 'Numse-Kaj som besøgsven. En digtfortælling' fungerer heller ikke som fortælling: Fortællekonstruktionen - der binder synsvinklen så tæt til Kaj, at det kunne have været en jegfortæller - skvatter sammen allerede på side ti, hvor der helt ulogisk gengives en begivenhed, Kaj ikke oplever.
