0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Identitetens dødvægt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det skete i de dage, hvor dekonstruktionens forkyndere indtog samtlige professorater ved de højere amerikanske læreanstalter, og traditionelle begreber inden for filosofien blev vejet og fundet for letkøbte.

I spidsen for den undergravende virksomhed stod Paul de Man, professor på Yale med kultisk status som dekonstruktionens fader blandt litterater, semiotikere, psykoanalytikere, postfeminister og -marxister. Alle var de enige med ham om, at begreber som 'identitet' og 'etiske imperativer' er løgne, opfundet af gamle, hvide patriarker for at fremme egne interesser i det godes navn.

Så skete der noget, der rystede den højlitterære verden. I december,1987, kunne man i New York Times læse om Paul de Mans mørke, belgiske fortid som antisemitisk skribent for kollaboratøravisen Le Soir.

Alle var chokerede, men man absorberede chokket på forskellige måder.

Guruens eftersnakkere satte sig for på ægte dekonstruktivistisk vis at afsløre de indre modsigelser i Paul de Mans artikler fra 1941 for at demonstrere, hvordan hans skyld faktisk bundede i en uskyld, ligesom hans tavshed omkring fortidens skrift i virkeligheden var at læse som ren tilståelse.

For andre viste Paul de Man-episoden på eksemplarisk vis, at dekonstruktivisternes mantra om 'subjektets død' blot var endnu en gammel, hvid patriarks behændige omgang med etikken.


Paul de Man døde, før hans antisemitiske artikler kom for dagen. I den irske forfatter John Banvilles nye roman 'Shroud' er der lavet lidt om på dén historie. Fortælleren, Alex Vander, deler ellers mange karaktertræk med Paul de Man. Som de Man, har Vander med egne ord viet sin akademiske karriere til at udbrede »det simple faktum, at der ikke findes noget selv«.

Men i modsætning til de Man konfronteres Vander med sin fortid, mens han stadig er på toppen af sin karriere som identitetsløshedens fortaler.

Cass Cleaver hedder budbringeren, og som sin oldgræske navnesøster, Kassandra, har hun en overnaturlig evne til med sindssygens tale at fremprovokere sandheden (hun lider af en sjælden form for maniodepression).

Det gælder først og fremmest sandheden om Alex Vander, som fortælleren afslører i bogens tredje og sidste del.

Men før Alex Vander lader masken falde, bliver vi introduceret for den aldrende akademikers kyniske livssyn, hans brutale omgang med sine medmennesker, og hans ambivalente forhold til sig selv: På den ene side føler Alex Vander sig vægtløs som en »nihilismens sølvkugle ... der gennemhuller den såkaldte civilisations mølædte monumenter«.

På den anden side er der en korporlighed til Vander - han er stor som en okse, halter og har mistet et øje under flugten fra Europa - som yder hans intellektuelle sølvkugler modstand og hænger som 'en dødvægt om halsen' på ham.

Vanders symbolske dødvægt er hans fortid, og den fortid truer Cass med at afsløre, da hun i forbindelse med et afgangsprojekt har fundet nogle artikler, skrevet i Vanders navn og med det budskab at få deporteret 'visse orientalske elementer' fra Europa til det afrikanske eller mellemasiatiske kontinent (som Paul de Man faktisk havde foreslået det i en af sine Le Soir-artikler).

I stedet bliver de elskende af en slags, da de mødes til en Nietzsche-konference i Torino, men kærlighedseventyret ender ikke lykkeligt.

Torino er byen, hvor Nietzsche efter sigende faldt en hest om halsen midt på gaden, og hvor han tilbragte sine sidste, vanvittige dage med at sende rablende postkort, underskrevet 'den korsfæstede', 'Cæsar', m.fl. Den italienske by er også stedet, hvor Jesus' 'Hellige Ligklæde' er udstillet i katedralen.

Med de to kulturelle turistattraktioner som symbolsk referenceramme - Nietzsches selv-opløsning og Jesus' inkarnation - udspilles 'Shroud' som filosofisk refleksion over identitetens gåde.


Det er uden tvivl et tungt emne for en roman, og 'Shroud' er til tider tung at komme igennem. Den dramatiske præmis - berømt akademiker konfronteres med nazifortid - bliver ikke meget bedre, men Banville vil mere end fortælle en historie. Han vil sætte romangenren på spil, og det gør han ved at fremhæve skriftens dobbelte funktion som både sandhedens budbringer og løgnens mester.

Men romanen er som selvet et traditionelt begreb, der ikke så nemt gennemhulles, og Banvilles svære kamp med genrens dødvægt fornemmes under overfladen på hans skarpe sølvkugle-sætninger.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu