»Det var tydeligt, at Thord syntes, at hans eget indlæg var imponerende, men at han ikke fik noget godt svar«. Sådan går det jo, hvem kender ikke den oplevelse, at man har sagt, hvad der skal siges, og så svarer modparten, den idiot, alligevel på noget helt andet. Det kunne have været Thor Pedersen og Folketinget. Men det er nu den islandske sagahelt Thord og hans modpart Bjørn, helten fra Hiterdal. Man plejer at rubricere historien om deres skærmydsler som en 'skjaldesaga', fordi heltene ofte udtrykker deres ubehag i vers. Man har også set sagaen som et middelalderligt erotisk trekantdrama, for det er en kvinde, de skændes om. Men mest af alt er den hverken erotik eller digterliv, men en studie i, hvordan man skændes. En amerikansk sagaforsker, hvis styrke er tal, Theodore M. Andersson, har regnet ud, at 65 procent af Bjørn Hiterdalskæmpes saga går med at berette om i alt 18 uoverensstemmelser. En af de atten konfrontationer handler om en nyfødt kalv. Spørgsmålet er, hvem der skal samle den op fra dér, hvor den er trimlet om i grebningen. Vinderen tager stolt hjem og fortæller, at den anden måtte bukke sig efter dyret, »for jeg nægtede at gøre det«. En anden ydmygelse består i at fremstille modparten som en, der bliver voldtaget bagfra af en anden mand. Der fik han den! Det er over hundrede år siden, at 'Bjørns saga' er blevet oversat til dansk. Det har en gruppe studerende fra Syddansk Universitet nu rådet bod på med et præcist og veloplagt nutidsdansk, der lader læseren nyde den lille studie i talehandlinger med og uden redskaber. Historien er primitiv, i forhold til hvad der siden fulgte. Den foregriber bestemt ikke genialiteten i sagaer som Njals eller Gisles. Men Bjørns saga fortæller godt og skægt om en type hanekamp, der nogle årtier senere skulle blive en af ingredienserne i den fuldt udviklede islændingesaga.