Der er langt mellem de bøger, man ikke kan lægge fra sig, men Donna Tartts debutroman 'The Secret History' var en af dem. Ni år efter, jeg læste den, kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg tilfældigt faldt over den i en lufthavn og derefter tilbragte den næste uges tid fuldkommen opslugt af en elitær og ildevarslende verden på et lille privatuniversitet i Vermont. Det var og er svært at sætte fingeren på, hvorfor det var så fascinerende. Mordet og gerningsmændene blev afsløret fra starten, historien var ikke specielt fantastisk og dele af den decideret utroværdig. Men med Tartts sært dragende prosa var det på en forunderlig måde, som sad man om lejrbålet og kunne ikke vente på at høre en historie mere, da den første var færdig. Det kom man dog til. Efter 'The Secret History' - der blev en bestseller i 24 lande - gik der faktisk ti år til Donna Tartts næste roman, 'The Little Friend', der udkom for et par måneder siden. Og på overfladen er det noget helt andet. Vi er i den svedige amerikanske sydstat Mississippi, og hovedpersonen er denne gang en 12-årig pige ved navn Harriet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























