Den korte prosa har gennem de seneste ti-tolv år været genstand for stadig større opmærksomhed herhjemme. Som litterær form er den imidlertid hverken særlig ny eller særlig dansk; der findes mesterlige udenlandske forgængere på feltet, og én af dem kan man nu for første gang læse i dansk oversættelse. Det drejer sig om den franske maler og digter Max Jacob (1876-1944) og hans suveræne samleværk, 'Raflebægeret'. Jacob var fra århundredskiftet en del af kunstnermiljøet omkring Montmartre i Paris. Her levede han en fattig bohemetilværelse; Picasso og Apollinaire blev hans nære venner, og han havde tætte forbindelser til dadaisterne og surrealisterne. I 1917 udkom den første udgave af 'Raflebægeret', som straks gjorde ham berømt og citeret i miljøet, og i 1923 afrundede han samlingen. Han skrev også andet, både før og efter, men det er 'Raflebægeret', der er blevet stående som en suveræn fornyelse af prosadigtgenren. Flere af tidens avantgardebevægelser mærkes i bogen, der måske kan beskrives som et prisme, ismerne brydes i: kubismens sammenstød og forskydninger af synsvinkler, dadaismens absurditeter og collager og surrealismens drømmestof og betydningsglidninger. 'Raflebægeret' er et overflødighedshorn af forskelligartede udkast: anekdoter, postulater, notater, galimatias, collager af (næsten) usammenhængende sætninger og meget andet. Gennem det meste mærker man en ejendommeligt twistet bevidsthed og dens oplevelser af dagliglivet i datidens Paris.
Jacobs kortprosa
Lyt til artiklen
