Alle kender Øhlenslæger. Det er bare ikke alle, der ved det. Men enhver, der har skrålet med på 'Der er et yndigt land', har haft hans ord i munden. Og Øhlenslæger er en af de stærkest lysende stjerner i den danske litteratur. I disse dage er det præcis to hundrede år siden, stjernen med ét slag forvandlede sig til en supernova, som det ikke siden har været muligt at overse. Det skete i december 1802 med udgivelsen af 'Digte 1803'. Og nu har Gyldendal genudgivet gennembrudsværket i anledning af tohundredeårsdagen. A.W. Schlegels 'Gedichte' fra 1800 har givet inspiration til titlen som Øhlenslæger fremdaterer, velsagtens for at fremstå som absolut moderne. Han vælger - ligesom Schlegel i 'Gedichte' - den moderne (og stadig anvendte) antikvaskrift frem for den gamle krøllede frakturskrift. Og i en lille 'Forerindring' understreger den unge digter, at dette altså er »et Bind nye Digte«. Det var det også. Den voldsomt følelsesfulde tone var ny i forhold til tidligere tiders mere stive og allegoriske omskrivninger. Den omfattende brug af nordisk stof - myter, sagn og lignende - var også ny. Og nyt var det, at Øhlenslæger anvendte en stor mangfoldighed af traditionelle og nyskabte digtformer. Han løsnede klassicismens strenge metrik, men opløste den ikke (kun et enkelt digt i bogen er i helt frie vers): Man kunne - med vershistorikeren Jørgen Fafners ord - sige, at Øhlenslæger lod versene slentre i stedet for at marchere. 'Digte 1803' var ikke bare en samling digte, men et komponeret værk (hvad der også var nyt), faktisk et yderst bevidst og ambitiøst komponeret værk, delt i tre afsnit efter Goethes 'naturgenrer': epik, lyrik og dramatik. Det første afsnit, 'Romanzer', består af episk præget poesi (det er her, man finder antologiklassikere som 'Hakon Jarls Död' og 'Guldhornene'); det andet afsnit, 'Blandinger', rummer naturlyriske digte; og det tredje afsnit udgøres af læsedramaet 'Sanct Hansaften-Spil'. Anmelderne mente for 200 år siden, at den unge Øhlenslæger burde søge vejledning hos folk med bedre smag. Og selv om deres egen smag - i munden - må være blevet stadig dårligere, efterhånden som Øhlenslægers stjerne steg og steg, var der måske lidt om det: I hvert fald er nogle af digtene fra denne klassiker rent ud skrækkelige at læse i dag. Men gør det alligevel. For uden de gamle døde stjerner kan man ikke læse de nye.