0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den delte passion

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 1970'erne, da feminismen var på sit højeste, blev der talt meget om mænds undertrykkelse af kvinder. Men nu skriver vi 2002, og Susan Vreeland lægger snittet et andet sted i sin nye renæssanceroman. Tilsyneladende gør hun to ting på én gang.

Vreeland satser på en nærmest provokerende saglighed i 'Artemisias passion'. Men samtidig åbner hendes roman så dramatisk, at læseren tror, alle de hulkende violiner nu skal sættes i sving.

Den kvindelige renæssancemaler Artemisia Gentileschi er blevet voldtaget af sin tegnelærer, og nu er det sært nok hende, der skal lægge hænder til torturinstrumentet Sibyllen. For en kvinde, der er blevet voldtaget, må først rense sig for beskyldningen om at være en hore.

Da hun ankommer til retssalen, stikker en krøbling en halvvissen blomst i hendes hånd. Den stinker af urin. Hun smider den tilbage på hans misdannede knæ. Hele vejen igennem er det hende, der skal forsvare sig. Mens pøblen hyler udenfor, bliver familiedramaet uundgåeligt indenfor.

Det forlig, som Artemisias elskede far, indgår, svigter hende fatalt. Hun får ikke renset sit navn. Et fortsat liv i Rom er umuligt. Men samtidig med at blodet drypper fra Artemisias mishandlede fingre, så selv kjoleærmet bliver vådt, så løber der et fuldstændigt disciplineret arbejdsspor neden under.

Midt i ydmygelsen er Artemisia stadig på arbejde, og hun er det på en klar, men samtidig tør, næsten overdreven målrettet måde. Sådan oplever læseren det i starten. Og det har ikke noget med idealisering at gøre. Vreeland løber en meget mere nærliggende risiko for at gøre sin heltinde kedelig, fordi hun bringer sig så tæt på en naturtro koncentration. Som om Vreeland slår sig selv over fingrene med sin realisme.



Men så begynder dobbeltheden at arbejde i Vreelands roman. Efter de første 50-60 sider med den særdeles arbejdsomme heltinde skinner et mønster igennem. Artemisias far, der også er maler, har udviklet datterens talent. I Susan Vreelands diskrete, men også temperamentsfulde prosa findes fra start en bunden varme ikke mindst i forhold til faren, og for at det ikke skal være løgn, så er det nøjagtig den liderlige tegnelærer, der som en af de første kan se Artemisias beslutsomhed ud i tegneriet.

Det hele bliver mere og mere dobbeltbundet og mere og mere ambivalent. Vreeland ved utroligt meget om, hvordan kreativitet er en delt passion, den er netop ikke kun Artimisias. Det er Artemisia, der kan male, men det er det fælles blik på hendes arbejde, der gør passionen mulig.

Og ikke kun mændene, inklusive ægtemanden, ser Artemisias kunnen, det gør hendes voksne datter også og ikke mindst nonnen og veninden Graziela, der fatter, hvad meningen er med kunst i det hele taget. Graziela er gal efter kunst, samtidig med at hun er spærret inde i et kloster.

'Artemisias passion' kan være dydsiret i sin kompromisløse realisme, men passionens liv er flydende og uregerligt. Læseren får i sandhed belønningen til slut. Men undervejs skal læseren acceptere, at Vreeland ikke lefler for den sædvanlige kunstforgabelse. Det er eksklusivt kedeligt og eksklusivt koncentreret at skabe et værk.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce