I 1970'erne, da feminismen var på sit højeste, blev der talt meget om mænds undertrykkelse af kvinder. Men nu skriver vi 2002, og Susan Vreeland lægger snittet et andet sted i sin nye renæssanceroman. Tilsyneladende gør hun to ting på én gang. Vreeland satser på en nærmest provokerende saglighed i 'Artemisias passion'. Men samtidig åbner hendes roman så dramatisk, at læseren tror, alle de hulkende violiner nu skal sættes i sving. Den kvindelige renæssancemaler Artemisia Gentileschi er blevet voldtaget af sin tegnelærer, og nu er det sært nok hende, der skal lægge hænder til torturinstrumentet Sibyllen. For en kvinde, der er blevet voldtaget, må først rense sig for beskyldningen om at være en hore. Da hun ankommer til retssalen, stikker en krøbling en halvvissen blomst i hendes hånd. Den stinker af urin. Hun smider den tilbage på hans misdannede knæ. Hele vejen igennem er det hende, der skal forsvare sig. Mens pøblen hyler udenfor, bliver familiedramaet uundgåeligt indenfor. Det forlig, som Artemisias elskede far, indgår, svigter hende fatalt. Hun får ikke renset sit navn. Et fortsat liv i Rom er umuligt. Men samtidig med at blodet drypper fra Artemisias mishandlede fingre, så selv kjoleærmet bliver vådt, så løber der et fuldstændigt disciplineret arbejdsspor neden under. Midt i ydmygelsen er Artemisia stadig på arbejde, og hun er det på en klar, men samtidig tør, næsten overdreven målrettet måde. Sådan oplever læseren det i starten. Og det har ikke noget med idealisering at gøre. Vreeland løber en meget mere nærliggende risiko for at gøre sin heltinde kedelig, fordi hun bringer sig så tæt på en naturtro koncentration. Som om Vreeland slår sig selv over fingrene med sin realisme.