Det er klart et af verdenslitteraturens store øjeblikke, da Greven af Monte Christo og Madame Catalan Mondego endelig en sen aften står ansigt til ansigt med hinanden. Ingen læser siderne med tørre øjne. Edmond Dantès genser sin elskede Mercédès efter mere end 20 års adskillelse. Men Alexandre Dumas' roman, 'Greven af Monte Christo' fra 1844, er ikke for ingenting en sublim overgangsroman mellem romantikkens sensationelle føljetonroman og en realistisk skildring af smertelig virkelighed: Man kan ikke bade i samme flod to gange, og man ikke gå tilbage til en forladt kæreste fra ungdommen med værdighed og kærlighed i behold. Greven er trods alt en bitter midaldrende mand med fremtiden bag sig inde bag hævnerens flamboyante facade, og hans elskede pige fra dengang er nu en stille, moden mor til en anden mands barn i et goldt, men gyldent ægteskab. Edmond og Mercédès er ikke længere, hvad de var, og at opsøge fortidens lidenskab er latterligt og labilt. De skilles derfor for evigt på en hypotetisk viden om, at deres kys til hinanden fra nu af kun vil være erindrende kolde og sat i konjunktiv.
Gensyn
Lyt til artiklen
