0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gensyn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er klart et af verdenslitteraturens store øjeblikke, da Greven af Monte Christo og Madame Catalan Mondego endelig en sen aften står ansigt til ansigt med hinanden. Ingen læser siderne med tørre øjne.

Edmond Dantès genser sin elskede Mercédès efter mere end 20 års adskillelse. Men Alexandre Dumas' roman, 'Greven af Monte Christo' fra 1844, er ikke for ingenting en sublim overgangsroman mellem romantikkens sensationelle føljetonroman og en realistisk skildring af smertelig virkelighed: Man kan ikke bade i samme flod to gange, og man ikke gå tilbage til en forladt kæreste fra ungdommen med værdighed og kærlighed i behold.

Greven er trods alt en bitter midaldrende mand med fremtiden bag sig inde bag hævnerens flamboyante facade, og hans elskede pige fra dengang er nu en stille, moden mor til en anden mands barn i et goldt, men gyldent ægteskab.

Edmond og Mercédès er ikke længere, hvad de var, og at opsøge fortidens lidenskab er latterligt og labilt. De skilles derfor for evigt på en hypotetisk viden om, at deres kys til hinanden fra nu af kun vil være erindrende kolde og sat i konjunktiv.


Den engelske skuespiller og forfatter Stephen Fry har i sin detaljemættede gendigtning af 'Greven af Monte Christo', 'Gudernes kastebold', selvfølgelig også genskabt dette forfærdeligt flamboyante gensyn mellem tidligere flammer, som skulle have haft hinanden.

Hos Fry hedder parret Ned og Portia, og alt er i hans gendigtning lige efter bogen. De ældre elskende mødes for at erkende, at man heller ikke i år 2000 kan stille lidenskabens ure tilbage.

Her bevæger vi os ikke som hos Dumas fra Napoleonstidens slutning op til kongedømmets korrupte genrejsning i 1830'ernes Frankrig, men fra 1980'ernes konservative Margaret Thatcher-tid op til Tony Blairs populistiske Labour-regering. Vor 'greve' er søn af en konservativ general og politiker, og hans store kærlighed er en jødisk datter af en venstreorienteret middelklasse.

Men som i Dumas' klassiker har vor helt stærke rivaler og de får sendt ham af sted med hjælp fra det engelske efterretningsvæsen til indespærring på en tosseanstalt på en ø et sted mellem Jylland og Sverige. Og så vender han langt om længe tilbage og så kommer den søde hævn, der i det lange løb har det som sødmælk uden for køleskab, nemlig at blive sur og besk.


Fry skriver mere som sin landsmand Evelyn Waugh end som den gamle franskmand. Hans udgave er vittig og satirisk og udleverer sit lands snobbisme, fordomme og intolerance med skruet elegance og vittig élan.

Hævnen er mere splattet og sadistisk end hos Greven af Monte Christo. Og historien er også helt i tråd med tiden lanceret med et hurtigere drive og tempo, hvor der ingen sidehistorier er og det romantiske er kogt ind til bisætninger. Så man savner faktisk Dumas' intrigante kreativitet mellem realisme og romantik, kort sagt, man mangler 'operaen's bundløse smerte og bombastiske skæbne.

'Gudernes kastebold' er dog alt i alt yderst underholdende hele vejen til det sidste regnskab, men så heller ikke længere. Dumas var muligvis mere kedelig, men også mere konkret i sin ideologiske demaskering af sin tids sociale kynisme.

Fry nøjes med en kold douche til alle sider, og hans personer har alt undtagen den fatale enfold og tragiske indsigt, som suverænt rykker Dumas' grandiose værk ind i det klassiske repertoire. Hvor Dumas' monstrøse mystik gestalter en mærkelig modernisme, som maner til troværdig genkendelse og gør hævnhistorien til nærvær, er Frys udgave som en brillant britisk tv-serie, hvor håndværket mere end historien bider sig fast i fantasien.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu