I det normale liv har vi gang i en masse små og større ting, som bliver afviklet efter den samme model: start, midte, slutning, og start, midte, slutning. Men lige når det gælder vores følelsesliv, gælder en ganske anden lov. Her kan noget starte, men så kan den voluminøse midte sagtens gå hen og vare i tredive år, før slutningen kommer. Eller omvendt: Noget kan starte, uden at hverken fortsættelse eller slutning er i sigte. Vi kan prøve at vende den tunge ende nedad på vores ønsker, men det lykkes ikke. Eller omvendt: Det lykkes alt for godt, så ønskerne synker ned i dybet. I titelnovellen 'En god kvindes kærlighed' ligger en bil på bunden af en flod, og inde i den lyseblå, nærmest selvlysende bil ligger en død mand. Tre drenge gør dette overraskende fund, der selvfølgelig er uhyggeligt, men også prestigegivende: »For pokker«, sagde drengene. Med voksende energi og et tonefald, der tilkendegav stigende respekt, sågar taknemmelighed. »For pokker«. Og så begynder et længere tagfat, hvor det er meget svært at få fortalt mandens kone, at hendes mand er død, og det lykkes heller ikke hos myndighederne, en hørehæmmet politibetjent. Hele tiden er der denne udsættelse af det egentlige, denne sumpede, tiltrækkende, frastødende kendsgerning, som sådan rigtigt, virkeligt er sket i deres flod og i deres by og blandt de mennesker, de kender. Alice Munro går lige til den sumpede undergrund og lader sig synke dybt, dybt ned i den.
Under overfladen
Lyt til artiklen
