Digtene i Juliane Preislers nye bog, 'Uvejr', er i alle henseender meget traditionelle. Temaet er det mest klassiske af dem alle: Kærlighedslivet i alle dets forskellige faser. Og tonen er følsom, inderlig og blufærdig. Hvis man kalder det 'sex' når der er kød på bordet, og 'erotik' når der mere er tale om antydningens kunst, er der hos Preisler knap nok tale om erotik: Kønslivet fremtræder kun i kønne naturlyriske omskrivninger, og der er ikke megen stolt kvindelig seksualitet over det, for også kønsrollemønsteret er konventionelt: Manden er den store og stærke og aktive naturkraft - ofte en form for nedbør - mens kvinden den lille og svage og passive som naturkraften rammer og gennemtrænger. Billedsproget er - som alt andet i denne bog - yderst traditionelt, og desuden stærkt symbolistisk præget: Forelskelsen billedliggøres ved hjælp af solskin, og når jeget bliver forladt, er det efterår og fugletræk der melder sig i versene osv. Selv om Preislers digte er meget billedrige, er de ikke særlig sanselige eller konkrete - de er snarere tænkte og abstrakte, mytiske om man vil. Det skyldes først og fremmest, at billedsproget holder sig på et generelt niveau og igen og igen taler om 'fugl', 'træ' og 'hav', og aldrig om f.eks. 'vipstjert', 'birk' eller 'Østersøen'. Det er sjældent billeder man ser for sig og bærer med sig som rige gåder - snarere er det billeder man umiddelbart ser tværs igennem og forstår, en slags rebusagtig metaforik hvor det enkelte billede ret klart peger på én betydning. Et sted nævnes f.eks. en stor sort fugl på himlen: »Den betyder ikke noget/ Andet end sig selv«, hævder digtet til at begynde med; men tre linier senere siger digtet, at den er »ene mod de gråblå/ Skyer, som vi måske/ bliver ved at være ene/ Hver for sig«, - og så er den fugl faldet til jorden. 'Uvejr' minder om Preislers forrige bog, 'Nord' (2000), både tematisk, motivisk og i (manglen på) komposition. Ligesom det var tilfældet med 'Nord', minder digtene i 'Uvejr' alt for meget om hinanden. Ingen af dem fæstner sig efter endt læsning, og man kan undre sig over hvorfor Juliane Preisler har valgt at fortsætte et så gennemkonventionelt projekt: En ærkesymbolistisk og naturlyrisk kærlighedsdigtning uden spor af hverken refleksion, modstand eller originalitet.