To af USA's største litterære priser går i år til tykke, socialkritiske romaner. I efteråret vandt Jonathan Frantzen National Book-prisen med samtidsromanen, 'The Corrections' (anmeldt i Politiken Bøger 8.12.), og nu er Richard Russos 'Empire Falls' netop blevet udnævnt som årets Pulitzerprisvinder. Begge romaner kan læses som en slags nekrologer over landet, der blev bygget på drømmen om den enkeltes ret til at forme sit eget liv. Derudover har de to prisvindere imidlertid ikke meget til fælles. Frantzens dystre USA har hos Russo fået et lidt mildere udtryk, som henter sin inspiration fra traditionen. Det er F. Scott Fitzgeralds dictum, at der i det amerikanske liv ikke er nogen 'anden akt', som runger gennem næsten hver eneste af bogens linjer i historien om den lille by, Empire Falls. Handlingen i denne historie kan ikke refereres til fulde, dertil er den alt for indviklet. Ud over hovedpersonen, Miles Roby, tæller bogen et uhørt antal af bipersoner, der alle kommer til deres fulde ret i Russos fint penslede portræt af en by, historien ellers har forbigået. Siden lukningen af byens industri i starten af 1970'erne er Empire Falls blevet en ubetydelig plet i det nordøstlige hjørne af det amerikanske landkort. I Russos bog bliver denne ubetydelighed imidlertid til en guldgrube af historier om tragiske og komiske skæbner, der befinder sig på den ene eller den anden side af deres livs første (og sidste) akt.
Drømmen om en anden akt
Lyt til artiklen
