På dansk hedder Maeve Binchys 24 noveller lidt misvisende 'Skæbner undervejs' - den originale titel er meget bedre: 'Victoria Line, Central Line'. Novellerne er hængt op på den londonske undergrundsbane, og snarere end malmfuld skæbne og store armbevægelser er der tale om små pinlige hændelser og større ærgerlige episoder fanget i forbifarten. Nogle fortællinger, som krydser fermt mellem begivenheder i arbejdslivet og privatlivet. Især et par af historierne fra arbejdslivet er rigtig gode. Maeve Binchy ved noget om sladderen. Måske lever mennesker sådan et liv, hvor de forsvinder ned i mørke sprækker og har svært ved at komme tilbage, eller de bevæger sig helt ud i løse sløjfer, før de igen returnerer. Eller de har ganske enkelt hemmeligheder, som de vogter nidkært over, indtil de alligevel slipper ud. Fortalt på arbejdspladsen bliver det til en hurtig og velfungerende billedkavalkade, hvor vi kvikt overskuer hinandens fejl og fortrin, når vi snubler derude i det store private liv. F.eks. så vidste alle, »at Daphnes ven, Mike, var en lort, og ret skal være ret, de fleste af os sagde det til hende«. De giver hende også nummeret på stiftelsen for mishandlede kvinder. Hun tager fnisende mod nummeret. Og alligevel oprinder den dag, hvor hun skal giftes og også må forlade kollegerne for evigt, og de giver hende en dejlig pelsjakke, »som Mike ikke kunne dele med hende«.
Skæbnesans
Lyt til artiklen
