Der er ikke noget som et skænderi mellem mor og datter, der kan få det finske frem i os mænd. Vi bliver tavse og ordknappe, lukker døren bag os og går i byen«. Det er Torbjörn Flygt, der skriver sådan om »oss män« her i romanen 'Underdog', men læseren lader sig villigt inkludere, inddrage, identificere, for sådan en roman er det: en af dem, hvor man hele tiden nikker, klukker, genkender: ja, sådan var det. Dengang i 1970'erne. Men netop ikke kun i 1970'erne. Han er født i 1964 og har skrevet sin store svenske generationsroman, Torbjörn Flygt, en 400 siders varm, generøs, humoristisk og godt husket bog om at være født i 60'erne og opvokset i 70'erne, om de enlige mødres og det sociale boligbyggeris Sverige, om folkehjemmets trængsler og transformationer og om lige pludselig, nu, at stå der og være »så relativt vuxen jag nånsin kommer att bli«. Næsten fyrre, midaldrende, ak, hvor forandret. Eller for at tage Kong Salomon i stedet for Steen Steensen Blicher: »Forfængelighed og forgængelighed, intet menneske kommer uden om Vanitas«, og sådan en bog, sådan et billede er det, Torbjörn Flygt har skabt. Kun illustrerer han ikke forgængeligheden med de traditionelle timeglas og dødningehoveder, han lægger en Afghanerpels ved siden af en Märklin-togbane og en Tandberg-båndoptager, og efterhånden som disse relikvier umærkeligt udskiftes med punkfrisurer, videomaskiner og IKEAmøbler, for slet ikke at tale om sorte læderjakker og U2-musik, ja hvad så? Så går tiden, væk er den. Også for denne generation.
Sproget er jo gratis
Lyt til artiklen
