0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Før jeg begyndte at drømme om vand

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg drømmer om vand igen. Drømmer, at vandet er over mig og i mig og rundt om mig, og at det flyder og flommer og drypper, og jeg har hørt, at det at drømme om vand betyder forandring, og hver gang jeg drømmer om vand, tænker jeg: satans, forandring nu igen. Vil det aldrig høre op?«.

Den navnløse fortæller i 'Fakta om Finland' er en mand, der skyr forandringer og vand. Han holder - påstår han - af livet, som det nu engang er blevet, godt midtvejs på sin bane gennem det: rutine og overskuelighed med et minimum af følelseskrævende sociale kontakter.

Han kan hengive sig fuldstændigt til sit alsidige job med at lave brochurer, såvel tekst som billede. Han får med andre ord sin del af mediernes magt.


Erlend Loe (f. 1969) har en forkærlighed for antihelte, der har svært ved at finde et plot i livet, som de kan handle i forhold til.

I Loes gennembrudsroman 'Naiv. Super.' (1996) - der har solgt mere end 115.000 eksemplarer i Norge - mister den 25-årige fortæller sin glød og begejstring og begynder at afvikle hele sin gamle tilværelse, indtil han en dag kommer over et farvestrålende bankebræt af mærket Brio magen til det, han bankede løs på som dreng. Bankebrættet bliver hans redning.

I 'L' fra 1999 skildrer Loe syv unge mænds ørkesløse rejse til en øde ø i Stillehavet i sporet på århundredets nordmand, Thor Heyerdahl.

Den upålidelige fortæller i 'Fakta om Finland' minder i sin isolerede tilstand om en camusk antihelt - f.eks. Meursault i 'Den fremmede'.

Men brochureskaberen i Loes roman er ikke et offer for dulgte følelser, der pludselig bryder ud. Han har så megen kontrol over sit banale hverdagsliv, at hans følelsesliv er så godt som dødt. Klog af kærligheds skade har han indrettet sig sådan for at undgå den forandring, som vi bliver opdraget til at søge som kilden til salig fryd.


Det tragiske er morsomt på afstand, som man siger, og Loe er en stor humorist. Romanen begynder på den finske ambassade i Oslo, hvor fortælleren efter en række små hvide løgne om sine fine finske forbindelser får til opgave i løbet af en måned at skabe en brochure, der skal lokke norske familier til at lægge ferien i Finland.

I virkeligheden kender han ikke mere til Finland end klichéerne Sibelius, de tusind søer, sauna og sisu. Samme dag har han mistet sin Citroën, der er som en del af familien, »eller for mig som ikke har familie - en ven«.

Bilen er for tredje år i træk blevet slæbt væk under forårsrengøringen forud for Norges nationaldag 17. maj. Da han nogle dage senere afhenter sin nærmeste på en kommunal parkeringsplads i udkanten af Oslo, beder den kvindelige ansatte ham om at 'køre forsigtigt'.

Fuldstændig i sine drifters vold sørger han for med det samme at parkere bilen, så kommunens folk atter fjerner den. For han må simpelt hen have at vide, hvad der ligger i hendes kærlige ord til ham, og en romance tager sin begyndelse frem mod en slags lykkelig slutning.


Selv om det er guldalder for os som producerer information, har avantgarde-brochureskaberen store vanskeligheder med sit værk: Sproget flyder af sted i en vandig strøm af indfald, vildfarelser og overspringshandlinger, sat med en heftig kommatering.

»At være menneske er på mange måder at flyde«, hedder det et sted. Og fortælleren er en højst labil personlighed. Det ene øjeblik kalder han sig selv syg og grænseløs - og som læser investerer man sin medlidenhed - og i det næste berømmer han sit eget multimediale geni, så man føler sig frastødt.

'Fakta om Finland' er et portræt af en mennesketype, der er et overskudsprodukt af det skandinaviske velfærdssamfund: enevældig i sin ensomhed, med en døvstum længsel efter et fællesskab.

Loe kan - som en Pablo Henrik Llambías herhjemme - kunsten at underspille en social kritik ved at vælge en naivistisk-ironisk tilgang til tingene (for Llambías beskrivelsen af Danmarks rådhuse, for Loe beskrivelsen af det finske ved Finland).

'Fakta om Finland' er den første ikke-generationsroman, Loe har skrevet. Portrættet af brochureskaberen er mærkeligt og foruroligende, men i løbet af bogen får man som læser den fornemmelse, at Loe ikke rigtig ved, hvad han skal gøre med sin fortæller, og plotløsheden får lov at råde vel rigeligt.

Loe udfordrer med 'Fakta om Finland' sig selv og sine læsere: den barnlige begejstring og elementære livsglæde, som hidtil har været forfatterens kendemærke, er byttet ud med en voksendom, som han har svært ved at bære.