0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moar!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først overrumples man over, hvor god og seriøs en bog det er.

Det forventer man ikke af en skandalebog og bestseller - og det er Michel Houellebecqs 'Elementarpartikler' som nu foreligger på (et ikke helt sikkert) dansk.

Med historien om de to dybt skadede, i barndommen svigtede mænd, halvbrødrene Michel og Bruno, som vi følger gennem deres henholdsvis tragiske og latterlige liv, viser forfatteren både, at han kan skrive, og at der virkelig er noget, der brænder på for ham.

I perioder brænder det sig ligefrem gennem den kunstneriske form, og så træder fjendebillederne uformidlede frem.

Fjenden er markedet, individualisterne, liberalisterne og hippierne i forældregenerationen, især mødrene, som her virkelig lægges i syrebad som dem der afskaffede familien.


Der satiriseres over den seksuelle frigørelse, som forværrer Brunos sygelige penisfiksering (han tænker næsten bogstavelig talt med denne legemsdel), og nostalgien efter kernefamilen med hjemmegående mor og en nagelfast katolsk tro og livsform bliver mere og mere tydelig.

Så trods herlig satire - et godt og nemt grin for en, der ikke har haft hverken hippieforældre, new age-kurser eller bunkepul inde på livet - sætter trætheden ind under læsningen af bogen:

»Wiener-aktionister, beatniks, hippier og massemordere havde det tilfælles, at de var fuldkommen frisindede, at de forsvarede den enkeltes ret til at udtrykke sig over for enhver social norm eller det hykleri, som moral, følelser, retfærdighed og medlidenhed udgjorde i deres øjne«.

Lidt mere farverigt er dette sikkert velmente udsagn: »Det er en af de største ulemper ved at være en ekstremt smuk ung pige: At det kun er erfarne, kyniske og skrupelløse forførere, der føler sig på højde med situationen; det er således oftest de mest usle væsner, der løber af med deres mødom, som første stade af en uafvendelig nedtur«. (Nåeh, var det det, der gik galt!?)


Houellebecq er antimodernist og meget, meget moralsk. Som forfatter bliver han efterhånden for påtrængende, ja faktisk som en patient denne læser føler at have til terapi.

Og endnu en gang er det mor, der har svigtet, fordi hun som resten af sin forvirrede generation satte sit eget liv på førstepladsen, selv efter at have formeret sig.

I 'Elementarpartikler' sker det i outreret form. Hvad fædrene angår, så forsvinder Michels i Tibet, Bruno møder sin i en massagekliniks venteværelse uden i første omgang at genkende ham.

Som en markant kontrast stiller forfatteren opofrende bedstemødre op. Det er psykologisk effektivt i let grad, men kunstnerisk alt for uraffineret.


Alligevel er 'Elementarpartikler' en bog man læser med stor fascination, interesse og respekt for projektets form.

De sociologiske og kulturkritiske indsigter har den rette blanding af genkendelighed og friskhed til at være intellektuelt tilfredsstillende (analysen af new age som mutation er hadefuld og herlig) og der er også lige det stænk af henholdsvis tragik og barok komik, der gør de to mandlige hovedpersoner til at holde ud.

Det ligger i luften i Houellebecqs bog, at havde vi bevaret 'far, (hjemmegående) mor og børn'-modellen, ville det alt sammen ikke være så svært.

Så ville menneskelivet også have bevaret den uendeligt store værdi, den kristne antropologi ifølge Houellebecq tilskriver det - før abort blev tilladt.

Men nu er der ikke andet at gøre end gennem kloning at afskaffe død og aldring - og køn. Alt det de to brødre (og mange med dem) ikke kan affinde sig med.

Og kønnet skaber jo store problemer. Den ene bror får ikke sagt de forløsende ord til sin sjælemage, som dermed spilder sit liv, og den anden, blegfed og afstumpet, halser rundt efter huller at stikke sit for lille kønsorgan ind i.

(En fin detalje i bogen er det afgørende og skæbnesvangre sted, hvor drengen Bruno i biografmørket lægger sin hånd på en piges lår i stedet for at tage hendes hånd, som hun inderligt håber. Det er i den forbindelse også betegnende, at den lårkorte nederdel får skylden.)


Forfatterens navnebroder Michel er forsker og finder en genetisk kode der, uanset hvor kompleks den er, kan omskrives i en strukturelt set stabil standardform, utilgængelig for forstyrrelser og mutationer - og altså uafhængig af seksuel aktivitet med deraf følgende ydmygelser såsom alder, skaldethed, fedme og penisstørrelser.

Det har været fremført, at Houellebecq 'som sig selv' siger nøjagtig det samme, som han lader visse af sine skabninger sige og tænke.

Så jeg må hellere lade være med at rose ham for hans psykologiske portrætkunst. Den forhærdede, men klynkende moderbundne mand er åbenbart ham selv.

Nu kommer så spørgsmålet om vi skal bedømme 'Elementarpartikler' efter den biografiske metode eller den nykritiske, hvor kun teksten tæller?

Jeg foretrækker at tro, at det hele er et dybt sarkastisk, om end skizofrent, slag i den værdirelative og pragmatiske bolledej.

Logisk er det ikke, som post- og antimodernitet blandes sammen her. Lige meget, 'Elementarpartikler' er et væsentligt tids- og kønsdokument og en bog der holder - i hvert fald den første halvdel, inden forfatterens ståsted bliver alt for tydeligt.

Overbeviste mandehadere bør nok skåne sig selv for yderligere ophidselse. Vi andre ægges til stor intellektuel irritation, lidt kønspolitisk forargelse og en knivspids moderlig medlidenhed på et kvalificeret grundlag.