Der er noget tørt insisterende over den måde Marianne Larsens nye digte registrerer og fantaserer på. Når man læser de bedste af dem, er det som at vågne op til verden på ny: Alting fremstår i et på én gang klart og uvirkeligt skær. Som her hvor nattens krøllede sengetøj ekkoer gennem morgenen: »Da jeg tidligt i morges gik til bageren/ var omgivelserne alle vegne krøllede/ som om nogen havde elsket dem hulter til bulter/ stort og stormfuldt og omsiggribende/ beruset af viden/ antaget samfundet for at være/ en elskovsrede/ jeg købte/ krøllede rundstykker og en krøllet avis/ den 22. august«. Sådan lyder et af bogens første digte i sin helhed. Det slutter - ligesom alle de andre digte - med en dato. Bogen er nemlig udformet som en art sporadisk dagbog der strækker sig fra august til juli, og som i 77 digte spredt ud over året noterer en række mindeværdige hændelser: 'Memorabilia', hedder den.
Klar forbavselse
Lyt til artiklen
