Marius Nørup-Nielsen (f. 1976) har valgt at kalde sin debutdigtsamling 'Karakteristikon'. Det betyder 'særpræg', og præget af særhed, dét er den: Et pludrende dagligsprog med udbrud, indskud, bratte skift og selvrettelser er sat op i et bredt og støjende skriftbillede med indrykninger, flersporede forløb, kursiver, versaler og fed skrift. Stilistisk er 'Karakteristikon' karakteriseret af især tre fænomener: ironi, metabevidsthed og fragmentering : Ironien gennemsyrer bogen i en sådan grad, at så godt som intet udsagn kan tages for pålydende. Her og der optræder en koket naivisme (»en sød lille dreng«, »det er nuttet« osv.), og enkelte steder tales der om følelser som sorg og ensomhed, men intet af det synes at være helt oprigtigt ment. Næsten alt siges med et - af og til uforståeligt indforstået - glimt i øjet. Metabevidstheden viser sig derved, at digtsamlingen drøfter sig selv undervejs: Digttitler, parenteser og metaforer diskuteres løbende, faste udtryk vendes og drejes og sættes i (ord)spil, og hele projektet - 'poetikken', om man vil - tages op til overvejelse; bl.a. har jeget nogle kvababbelser med sin selvforståelse som digter: »Det går jo godt nok for sprogets velsmurte tandhjul, men hvad klokken er slået ... Det er jo ikke noget sjælens urværk en digter som jeg benytter sig af, vel?«. At sprogets tandhjul ikke er helt velsmurte, fremgår af den sidst citerede sætning, som ikke får bøjet det personlige pronomen korrekt, og af et par andre steder, hvor den elementære sprogfærdighed kikser tilsvarende (»Kødet der forsøger at væmmes ved hinanden«, f.eks.).