0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjemmets kødklump

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en mærkelig fortælling, som den 34-årige tyske forfatter Jenny Erpenbeck har skrevet. Den er hendes første og eneste roman, allerede oversat til flere sprog, altså en succes. Og så lefler den endda ikke for publikum. Den er stilfærdigt fortalt, uden ydre effekter og handling.

Hvad der gør bogen mærkelig, er dens emne. Den handler om en 14-årig pige, der findes på gaden om natten med en tom spand i hånden. Ingen ved, hvem hun er, og hvor hun kommer fra. Hun oplyser blot, at hun er fjorten år.

Men til at overse er hun ikke. Hun er stor og enormt fed. Hun anbringes i et børnehjem, ikke som dets guldklump, men som dets kødklump.

Hun synes at være så dum, som hun er fed. Og føjelig. Hun indordner sig hierarkiet i klassen, hendes plads er i bunden, hun er de andres tjenestepige, hun siger tak, også når hun sjofles, hun er opgivet af lærerne.


Er hun et ekstremt eksempel på den evige underdog, det misfoster, som samfundet kan bruge og misbruge? Måske, men bogen er blottet for social fordømmelse. Den skildrer blot, i et dæmpet, poetisk sprog, hvordan det er at være et frivilligt (?) offer, hvordan det er at være flokken, der forfølger og håner.

Man griner af hende af »ren og skær glæde over, at hun viser modsætningen så tydeligt mellem dem, der klarer sig godt her i livet, og så denne pige, der simpelthen er for dum til at klare sig«, og hun føler »stor lettelse over, at hun sidder på denne nederste plads, som ingen prøver at tage fra hende«.

'Historien om det gamle barn' hedder bogen, hvad der foregriber dens overrumplende slutning, som jeg ikke tør røbe. Men den antyder måske, at det hele har været et bevidst rollespil fra barnets side, altid ville hun være et barn, uanset prisen. At blive voksen er for smertefuldt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu