0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ned gennem tiden

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er et løst vævet langdigt, Tore Ørnsbo præsenterer med sin nye bog. 'Kronologi i trappeform' handler om tiden, der går; den handler om at stige ned i fortiden, såvel den individuelle som den kollektive, for at kunne forstå, hvem 'jeg' er, og hvem 'vi' er. Digtet er altså både en personlig erindringsskitse og et generationsportræt.

Trods titlen er det dog ikke kronologisk struktureret. Det er ikke en fortælling, en udviklingshistorie. Derimod er det en række associativt forbundne billeder af en by, en barndom og nogle drømme. En slags museum, måske, som den fine førstestrofe antyder:

»Der er trapper/ i alle byer/ selv i denne/ som er så stor/ at man kan være alene/ men for lille til at forsvinde/ kirkerne ligger hen som sunkne skibe/ med kølen vendt mod himmelen/ og på museet rundt om hjørnet/ ligger en berømtheds mælketænder/ udstillet i en montre/ lyset falder ind fra alle verdner/ hvem lærte øjet/ at skille det ad«.

Det er dette lys fra alle verdner, bogen herefter spalter og filtrerer.

Ørnsbos jeg betragter verden gennem et par ivrigt metafordannende briller, som sætter liv (og død!) i de fænomener, der registreres:

»endeløse rækker af druknet vasketøj/ hængt til genoplivning«, f.eks., eller »mine håndflader er hvide/ kødfulde lommetørklæder/ murstenene i væggen/ små kister fra en anden dimension/ og byens spejling i havnen/ sig selv/ sig selv«.

Denne teknik, hvor man lægger et metaforisk associerende lag hen over sansningen, er ret almindelig, men Ørnsbo formår mange steder at skabe et frisk forskudt billede af et velkendt fænomen.


Nogle steder bliver billeddannelsen dog for konventionel (»mit hoveds haller«) eller for anstrengt (»blæsten i havnen er et hornorkester/ på vej op ad bakke«) - det sidste ofte med en velsagtens intenderet parodisk virkning.

Den måde, Ørnsbo skildrer 'generationen' på, er efter min mening ikke helt vellykket: »vi er løsenet/ for endnu uopdagede kontinenter (...)/ det er os der er eksplosionen«; vi er en »slægt med blå sejl i øjnene«, og »drømmen er et veneblåt barn«.

Drømmen, barnet, den blå farve og det stolt visionære 'vi' er alt sammen ingredienser, der kan genfindes i de tidlige 1980eres, navnlig Michael Strunges, poesi. At de genanvendes her tyve år efter, forekommer utidigt.

Men i de passager, hvor et 'jeg' taler på egne vegne, fungerer 'Kronologi i trappeform' udmærket.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce