Her er en eftertænksom og velskrevet roman om det at være et geni og det at være et skvat. Geniet er den store, skabende kunstner Bergmann, skvattet er Georg, en yngre universitetskandidat, der får understøttelse for at skrive et speciale om glemslen i litteraturen, noget han ikke kan tage sig sammen til. Bogens forfatter er den tyske Hans-Ulrich Treichel, og han er både skabende kunstner og litteraturprofessor. Sammenlagt altså, men til det mindre og til det bedre, som sine to hovedpersoner. Treichel har før skrevet romanen 'Den bortkomne', der blev rost , og nu får vi på dansk hans anden roman 'Tristanakkord'. Siden Bergmann er nutidig komponist i den helt høje vægtklasse er den måske lidt mærkelige titel ret naturlig. Tristanakkorden er de berømte, smerteligt spørgende og uforløste akkorder fra forspillet til Wagners 'Tristan og Isolde'. Bergmann kan finde på at slå lignende akkorder an på sit flygel. Georg genkender motivet, er det et spørgsmål om smerte eller glemsel? Bergmann, selv tysker, hyrer den unge tyske Georg til at læse korrektur på et erindringsværk. Siden Bergmann er kosmopolit, sætter han Georg stævne rundt i verden. Der er Hebridernes rå, fugtige sommervejr, der er Siciliens frodighed og der er myretuen New York, hvor Georg færdes med frygt for sit liv, medens Bergmann lader sig tiljuble under en førsteopførsel. Frygt kender komponisten ikke til, han er skaberen helt i sit egensindige humørs magt. Bogen giver festlige skildringer af hans primadonnanykker, men også alvorlige skildringer af kunstnerisk besættelse. Ved siden af ham må Georg naturligvis blive en bleg figur, men han vinder læserens sympati, måske fordi han i dumhed foregiver at være i stand til at skrive en hymne, der skal bruges som kortekst i den afsluttende sats af mesterens niende symfoni, og dermed kommer i en slem knibe.