Det er hverken universet eller Amerika Trine Andersen hentyder til med titlen 'Den nye verden'. Det er derimod den forandrede tilværelse man oplever når man får børn. Trine Andersen (f. 1969) som tidligere har udgivet et par prosabøger, debuterer nu som lyriker med 38 digte der udgør et samlet forløb: I bogens begyndelse optræder et vredt og sårbart jeg i selskab med et du; angsten for voksentilværelsens almindelighed og småborgerlighed lurer; billedsproget domineres af hav, sne og kulde hvilket vidner om at det kærlighedsforhold der skildres ikke just er hedt. Godt halvvejs henne i bogen dukker et barn op og vækker både ømhed og bekymring hos jeget som dog stadig ikke er tilfreds med sin tilværelse: Når man får børn, mister man også noget. Isen og havet vender tilbage i billedsproget, og selv om der i et enkelt digt er et lykkeglimt, rummer forløbet samlet set ingen forløsning. Trine Andersens digte veksler ofte mellem meget lange og helt korte linier; der er både grafisk og rytmisk en uro som afspejler jegets vrede og utilfredse sind. En aggressiv energi præger diktionen og giver de bedste af digtene en vis mundtlig fremdrift og intensitet. Det gennemgående hav-billedsprog med dybvandsfisk, pingviner, havfruer, blæksprutter og andet er ikke synderligt originalt, men fungerer udmærket, især de steder hvor Andersen rusker lidt op i det med en vrængende humor. Men trods vreden og energien er der i mange af digtene alt for lidt på spil; de er ganske enkelt for uambitiøse: Mange linier stabler sig op omkring ret tynde indfald hvor man hurtigt mærker hensigten og bliver forstemt. Disse mindre gode digte er om ikke for villede, så i hvert fald for vidende om deres egen intention og idé, og derfor kommer de til at mangle den uforståelige rest, den fascinerende fremmedhed der kunne have gjort at man som læser havde lyst til at vende tilbage til dem. Tag f.eks. digtet 'Min hånd er blevet gammel' der i sin helhed lyder: min hånd er blevet gammel/ modsat resten af mig som er ungt for jeg er/ endnu ung/ næsten i tyverne næsten teenager næsten barn/ næsten ikke født endnu// men min hånd holdt op sådan her mod lyset/ fra skumringen er blevet gammel/ som en brun papirspose nogen har/ båret ferskener hjem i// hvordan kan den slags ske/ når man som jeg/ er udødelig. Første strofe er lidt klodset ('resten af mig som er ungt'), og sidste strofe skærer det ud i unødvendigt pap: Da jeg var ung troede jeg jeg var udødelig, men nu hvor jeg er blevet voksen, ved jeg at jeg er forgængelig. Det er jo indlysende rigtigt. Men det siges langt mere prægnant af den midterste strofe som i stedet for at benævne erkendelsen om menneskets forgængelighed lader den træde frem i et fint og konkret lille billedforløb: Hånden i modlys, skumringen, den brune papirspose med ferskenresterne. Den slags er der for lidt af i Trine Andersens debutdigte.