Der er sikkert også andre, der vil fortælle historien i dagens højtidelige anledning, men De skal ikke spares. Det skal digteren og forlæggeren Ole Wivel i sin himmel heller ikke: Da Villy Sørensen et par og tyve år gammel sendte manuskriptet til sin første bog, ’Sære historier’, til Ole Wivels forlag, blev det ikke bare afvist, men myrdet med samme voldsomhed, som er på spil i nogle af bogens historier.
Et uddrag fra blodbadet: »Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge. (…) Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til at tænke på en tålmodig onanist«. »Hidsig onanist« Ingen dybere forståelse hér, blank afvisning. Måske bortset fra den beslægtede afgrund af komik og absurditet, der åbner sig i billedet af den tålmodige onanist. Hvad er dog det for et fænomen? Og er for eksempel en »hidsig onanist« mindre slem – eller mindre sær? Bogen udkom i stedet på Gyldendals forlag og gjorde siden sin forfatter til spydspidsen afdansk modernisme og litteratur i det hele taget.
