Mor er den værste i verden, kunne den musikglade kejser Nero have sunget – hvis ellers Victor Skaarup og Sven Gyldmark havde levet i det første århundrede efter vor tidsregning. For selv om der kan rokkes ved (for)dommene over den berygtede romerske kejser og hans regimente, står det fast, at hans mor var en usædvanlig harsk strigle.
Agrippina var for viderekomne, både i politik og privatliv: Hun fortrængte kejser Claudius’ tidligere kone og fik sin egen Lucius Domitius Nero indsat som adoptivsøn og tronarving i stedet for kejserens kødelige søn Britannicus, som hun siden forgav efter først at have ryddet Claudius selv af vejen. Hun ville have magten, med unge Nero som marionet.
LÆS OGSÅ
Med den historie åbner dette stort anlagte projekt: I kejserlogen i Cirkus sidder en majdag i år 54 e.v.t. den kejser Cla-Cla-Claudius, som mange husker i Derek Jacobis skikkelse fra 1976-tv-serien over Robert Graves’ berømte roman.
Og som lidt færre af os hellere vil huske med Charles Laughtons tunge træk i Josef von Sternbergs 1937-klassiker. Ind i arenaen træder her kejserens sønner, og Claudius overser fuldkommen Nero til fordel for den mindreårige Britannicus. På en tilskuerplads sidder (seriens titelperson) Murena og surmuler – han er søn af Lollia, som kejseren har taget til elskerinde.
Scenen er sat
Scenen er sat for et spil med mange tråde. De fleste af dem trækker Agrippina i, mens hun pacer den lidt usikre, kunstinteresserede Nero frem – blandt andet ved dygtigt at puste til hans egne komplekser. Tidligt har han dog selv en åbenbaring, da en gud(estatue) lover den forsmåede adoptivsøn: »Også du kan blive en gud!« Magten kildrer også ham.
Forbrydelserne, Nero har sin mor mistænkt for – herunder mordet på kejserens elskerinde, Lollia – dækker han over, mens han fjerner sig fra ungdommens veghed og venner. Men der er lagt i ovnen til et møde mellem Agrippinas suveræne beherskelse af alskens antikke giftblanderier og så den unge kejsers eget ødipale opgør med hende, nødvendigt både magtpolitisk og set i den psykoanalytiske bagklogskabs skarpe lys.
Detailrealisme
Er ’Murena’ så mere pålidelig oplysning om antikken end for eksempel Asterix’ gevaldigt frie fantasier over gallerkrigene med både vikinger og indianere som guest stars? Eller prins Valiants krydstogter mellem 500- og 900-tallets historie iklædt 1300-tallets klædebon?
Ja, dels er visse detaljer ligefrem forsynet med oplysende fodnoter; dels ligner detailrealismen i Philippe Delabys dygtige (og kun lidt ensformige) streg snarere den i Jacques Martins klassisk researchede serie om gallerdrengen Alix’ oplevelser i Romerriget eller André Juillards samvittighedsfulde gengivelse af 1600- og 1700-tallets scenerier.
LÆS OGSÅ
Af historisk dokumentfaste personer ud over den blodtørstige kejserfamilie er apostlen Peter på et Quo Vadis-gæstespil først i bind 4. Smagsdommeren og (muligvis) Satyricon-forfatteren Petronius er med til hoffets fester, og som Neros mentor får filosoffen Seneca lejlighed til at citere sine egne breve.
Alle dog helt konventionelt opfattet – hvorimod billedet af den unge kejser selv delvis ’renser’ ham for den gængse latterliggørelse: en psykopat med politisk og musikalsk megalomani.
Pyromanien i lys lue
Unge Murenas forsøg på, i alliance med en frigiven nubisk gladiator, at opklare både Britannicus’ og sin egen mors død er indtil videre kun en spinkel tråd i historien, men de fire bind er også kun »første cyklus«.
Det varer altså endnu længe, før vi får at se, om Nero alligevel sang tidlig dansktop, mens Rom brændte. Vi forlader ham i mageskiftet mellem slavinden Actea og patricierhustruen Poppea, her set som en entreprenant Agrippinadublet. Og pyromanien lufter han allerede nu ved synet af en bygning i lys lue: »Aldrig har jeg set noget så smukt!«
fortsæt med at læse
