Grafikken er robust realistisk, farvelægningen drømmeagtigt gråblå under svovlgul himmel, da filmen åbner med et kobbel vilde hundes halsen gennem byens nattestille gader, før de standser under et vindue og kræver beboeren dér til regnskab:
Boaz er nu midaldrende, men under Israels Libanonkrig i 1982 kunne han »ikke skyde på mennesker«, så hans opgave blev at gøre kål på hundene, før de alarmerede landsbyen.
Åbner fortrængte krigserindringer
Det er en drøm, men Boaz’ beretning tvinger Folman – instruktøren selv, der i tegnet udgave er sin films gennemgående figur – til at åbne egne fortrængte krigserindringer.
Fra en surreel drøm om at rejse sig af havet og gå ind mod stranden og højhusene – i Beirut, tror jeg – nøgen, men udstyret med maskingevær.
Og til erindringen om at dreje ind i en gade, hvor skrækslagne palæstinensiske kvinder, børn og oldinge strømmer imod ham – væk fra hvad?
Væk fra krigens overgreb på civile, det rædselsscenario, som eftersporingen af hans og krigskammeraternes minder til slut kulminerer i: kristne libanesiske falangisters massakre på palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila, ifølge journalisten Ron Ben-Yishai accepteret eller ligefrem hjulpet af Israels forsvarsminister, Ariel Sharon.
Og stod den unge, menige Folman ikke selv med sin deling og sendte lysbomber op over lejrene – så morderne kunne gøre deres arbejde?
Massakren var virkelighed
En tegnefilm om krigstraumer og folkemord? Selvfølgelig kan det tænkes, ja, udføres og dét til prisbelønning: Oscarnominering, Cannesnominering, en Golden Globe og fire European Film Awards i København for nylig.
Netop dette projekt – erindringsarkæologien – kan måske kun udføres som animation.
Under David Polonskys sikre art direction bevæger figurerne sig i forenklet, men uforvrænget streg gennem en scenografi tæt på halvsløret fotorealisme; men alligevel er det et velanbragt chok, da filmen i de sidste minutter skifter til ægte dokumentarfilm af bunkerne af lig i lejrene: Ét er drømme og minder, men massakren var virkelighed!
Titlens Bashir Gemayel blev myrdet i 1982, før han nåede at tiltræde som libanesisk præsident, og blev erstattet af sin lige så magtesløse bror Amin G.
’Valsen’ trædes af en israelsk soldat, der går agurk med maskingeværet i Beiruts gader, midt i en byge af snigskyttekugler: Så lidt bliver éns eget liv værd.
Og netop denne titelscenes absurditet – i slægt med scener lige fra ’Potemkin’ over ’Catch 22’ frem til Vietnamopgørene på film – er med til at udvide fokus.
En milepæl
Filmens kritik af Israels politik skærpes nok af vores aktuelle optik, altså i ekkoet fra bomberne nu mod Gazas civile.
Men fokus er på israelernes indre kvæstelser, skyld og fortrængninger, og nogle vil savne mere præcis adresse i den politiske anklage, måske også for det internationale medansvar.
Nu frikender filmen imidlertid langtfra libaneserne endsige palæstinensernes ledere – eller nogen andre krigsmagere. Også vi, der bare tier – og dermed samtykker? – kan rolig føle os truffet.
Da Folmans landsmand Joseph Cedar i 2007 fik en sølvbjørn for sin film ’Beaufort’ om en håndfuld israelske ynglinges sene rømning af en befæstning i Libanon, 18 år efter krigsudbruddet i 1982, sagde han det sådan: »Jeg håber, denne verdens ledere vil frygte krige – og finde modet til at afslutte dem«.
’Waltz with Bashir’ er en milepæl i både halvdokumentarens og animationsfilmens udvikling – og en skamstøtte over al krig mod civilister. Også dem, vi stadig ikke har afsluttet.
fortsæt med at læse
