Selv penge formerer sig, ved at puste sig op og blive mindre værd« – dét er et skægt anslag og opslag om ’penge’, et af de mange opslagsord i begavede og vittige Cecilie Lolk Hjorts nye litterære iværksættelse af en veritabel Noahs ark, der stævner ud i syndfloden, vores store grå-grønne, grumsede Limpopoflod. Lolk Hjorts leg med legenden om arken falder i tre dele, ’arterne’, ’menneskene’ og ’tingene’, muligvis som resultat af en faldende grad af vigtighed eller som følge af en kategorial orden, hvor det grundlæggende kommer først og det afledte følger fromt efter.
LÆS OGSÅ På jagt efter Borges’ hemmelige kontor
Hvert ord forsynes med den velkendte placering af dets art, f.eks. »Postbud, subst. -det, -e, -ene«. Formen er ikke splintrende ny – der er flere små buk og kniks i retning af Jorge Luis Borges selvfølgelig, men ikke mindst ekkoer af en ung Villy Sørensen.
Og dermed står det klart, at vi er midt i et forsøg på ikke bare passivt at kortlægge verden, men også at skabe og fylde den i kraft af ordene og iagttagelsernes mylder. Moden er modsat depressionen
